| Notater |
- Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 65.
Inger Kathrine (kaldet Trine). Hun var som de fleste i sin søskendeflok under middelhøjde, og finlemmet af bygning. Derimod viste hun ligesom søsteren Stine i den modnere alder tilbøjelighed til korpulence.
Trine karakteriseres af sine jævnaldrende som godheden selv, og det var ikke blot som barn, men også op i de voksne år, og hvor hun blev så heldig stillet, at hun fik råd til at vise sin gavmildhed. Derimod kunne hun godt finde på at drille pigerne noget, hvis hun ikke fik sin vilje, (altså som barn). Som barn og ung var hun altid oplagt til løjer og kunne være vittig.
Der var en tid fuld af rotter i Kjeldbjerggård, og hendes mor, Ane Poulsdatter, gik da og forsøgte at tætte hullerne med sten og mørtel. Trine kaldte hende da ” Murermester Poulsen”.
I skolen var hun dygtig til regning, men med skrivning og ortografien var det mindre godt. Som ung tog hun på højskole på Fyn-Dalum og derefter tog hun plads derovre.
Hun kom til Brændeskov Mejeri som husbestyrerinde hos forpagter Peder Rasmussen. Ham blev hun gift med i 1891 og brylluppet stod på Kjeldbjerggård. Hendes svigerinde, Kirsten Marie på gården fortæller, at Trine var forfærdelig nem at have med at gøre med hensyn til det arvemæssige udstyr. Helst ville hun næsten ikke modtage noget, for at det ikke skulle volde vanskeligheder for Poul og Kirsten Marie.
Trine og Peder Rasmussens hjem var i de første år på Mejeriet og senere på Brændeskovgård, som Peder forpagtede.
Engang i 1880'erne kneb det med afsætningen på Mejeriet og lagrene hobedes op og indtægterne svigtede som følge heraf. Peder Rasmussen fik da støtte fra familien på Mors, og denne hjælp blev aldrig glemt. Mange år efter gengældte han hjælpen mangefold i for af lån og kaution, så det blev vist efterhånden få af familiens grene, som ikke på den ene eller anden vis havde fået støtte fra Brændeskovgård.Det er dog vist helt givet, at Inger Kathrine(Trine) i høj grad havde påvirkning i dette!
Det skal anføres, at Inger Kathrine og Peder Rasmussen ligger begravet på Svendborg Kirkegård, idet de ved begyndende svagelighed havde fået forpagtningen af Brændeskovgården overdraget til den ældste datterdatters mand, Jørgen Møller og flyttede til Svendborg. Inger Katrine Rasmussen døde d. 23/4 1924 og fra hendes begravelse refereres, at den foregik fra Vor Frues Kirke i Svendborg, hvor der var samlet så stort antal af slægt og venner, at der næppe var plads i det store kirkerum.
Ved båren talte valgmenighedspræsten Nørgård, Vejstrup og sagde bl.a. ’’Intet er så lykkeligt, som at have levet sit liv i et godt hjem, i det fællesskab, som er der. Derfor føles det som en stor sorg og et savn at fru Rasmussen er borte, men det samliv, der er levet på Brændeskovgård skal kaste lys over sorgen.
Ikke alene hjemmet prægedes, men også det livsvirke, som på denne egn satte sine frugter i friskolen og valgmenigheden. Derfor er der mange, som nu sender en taknemlig tanke til hjemmet på Brændeskovgård, hvor der tillige altid var offervillighed. Fru Rasmussen havde i sit hjem på Mors mødt de åndelige værdier og hun blev i den tro gennem livet.
I kirken sang til slut Elisabeth Jul, Vordingborg: Jeg er træt og går til ro.
Ved graven talte pastor Sveistrup Gudbjerg (det sogn hvori Brændeskovgård ligger) og fremhævede bl.a. at mange småkårsfolk ville mindes fru Rasmussen, for den godhed hun altid udviste imod dem.
I ægteskabet var der 3 døtre, som alle fik efternavnet Skovgård efter gården “Brænde Skovgård”.
.
.
|
1858 - 1924 (65 år)
