| Notater |
- Fra Slægtsbogen Skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 61.
Hun var den største og kraftigst byggede af pigerne, hvilket dog ikke siger, at hun var stor eller grov af bygning. Hun blev aldrig fyldig, som f. eks. Stine eller Tine. Else sad en tid som nr. 2 i skolen, måske fordi hun ikke havde nemhed for regning. Hun var ret stille af væsen, det var som om hun som følge af forholdene i hjemmet (se foran) blev noget tidlig gammel. Hun var som barn sjælden rigtig med til at lege og fare omkring, som sine jævnaldrende.
Hun gik til præst i Skarum, da præstegården for Alsted- Bjergby kommune lå der. Det var en spadseretur på over en mil og hun var derfor i den tid hos sin halvsøster (som også hed Else), som var gift med lærer Søndergård i Flade (Se herom tidligere). Som ung pige kom hun på Testrup højskole. Derefter var hun et halvt år i Silstrup, Thy på Østergård, hvor en datter fra Nørgård i Skjoldborg var indgiftet. Hun skulle sætte sig ind i mejerigerningen, da hendes bror Poul havde begyndt at drive ” Vandmejeri” i Kjeldbjerggård. Hun skiftede også et halvt år med sin søster Stine, der som nævnt var i pleje hos mosteren i Sundby. Hun blev så forlovet med Peder Toft Christensen fra Solbjerg. Han og hans bror Kr. Hangård (gift med en søster til Kr. Lynggård) var interesserede i datidens sport og var selv stærke og smidige. Forlovelsen med P. Toft var i øvrigt nær gået over styr da han engang havde været til marked i Nykøbing, hvor han havde prøvet at være ” stærk mand” i et slagsmål med en anden karl. Else syntes ikke om denne optræden og ville hæve forlovelsen, men Peder måtte så love bod og bedring. De nåede da også at holde guldbryllup.
Elses bryllup stod i Kjeldbjerggård d. 19/3 1880.
De boede først i en mindre gård i Bjergby, men købte præstevangen i Solbjerg ved vejen til Fårtoft og byggede her en gård. Efter en snes års forløb flyttede de til en mindre gård i Erslev (ved kridtgraven). Senere flyttede de til et husmandssted i M. Jølby, da den ældste søn Jakob blev gift og fik gården i Erslev. Ved enhver forandring kunne P. T. altid fremdrage de lyse sider, ja i det hele taget havde han en evne til at få øje på forhold, som kun de færreste lagde mærke til og sætte problemerne under debat. Da de flyttede til Erslev sagde han det var dejligt at have så let og behagelig jord i modsætning til Solbjerg og at man nu kunne klare bedriften med et par lette russerheste, i stedet for de tunge jyder.
I M. Jølby købte han en lille mælketur på sine gamle dage. Han sagde da til mig: De sundeste hverv der findes, det er vel nok at være mælkekusk og dyrlæge, så skal man ud i al slags vejr, hver dag. Else var en dygtig og sparsommelig kone, men der skulle laves god mad til fremmede og når der skulle være gilde. P. Toft var ikke meget diplomatisk, heller ikke i hjemmet. Engang da Else lå i Barselssengen, og der var besøgende, som skulle spise og P. T. sad som vært ved bordet, råbte han ud til pigerne i køkkenet, hvad det skulle betyde, at brødet var skåret så tyndt. Kunne der være noget brysk i hans væsen, så syntes vi børn altid godt om ham, da han nok skulle finde på at tale om noget der havde vor interesse.
Else havde ikke letheden til at tilpasse sig og finde de lyseste sider frem, således som manden, men hvorvidt han også havde det i det daglige i hjemmet er måske ikke sikkert. Hun havde noget nervøst over sit væsen og kunne vist også til tider få ligesom lidt mindreværdskomplekser. Hvis det f. eks.var sådan, at hun syntes, det var noget længe siden en eller anden havde besøgt dem, kunne hun godt komme med en bemærkning om, at de nok ikke regnede dem længere.
Det havde måske også betydning, at det økonomisk gik tilbage for dem, skønt de faktisk havde været ret velhavende fra begyndelsen, efter den tids forhold. Skylden var dog ikke, at nogen af dem udviste ødselhed i nogen retning. Man kan vist med ret sige, at det omvendte gjorde sig gældende. Det tog vist også på nerverne, at flere af børnene rejste til Amerika, og det, at en datter Margrethe som uhelbredelig sindssyg blev indlagt i Viborg. Blev efter de nye behandlingsmetoder så vidt helbredt, at hun blev forsøgsvis udskrevet i 1951, og tog hjem til Mors, men manden og hun var efter årene nærmest fremmed for hinanden og hun rejste tilbage til Viborg, hvor hun på hospitalet blev en del beskæftiget, men hun døde dog et par år efter (se senere).
Et par børn var også døde som små.
Som nævnt nåede de at holde Guldbryllup, skønt Peder Toft i de sidste år fik Åreforkalkning og en Hjertelidelse, hvorfor de solgte huset i M. Jølby og købte et lille hus i Ø. Jølby.
Da han fik konstateret hjertelidelsen, forbød lægen i Ø. Jølby ham at ryge eller at skrå tobak, samt at drikke kaffe. Nogle dage efter udstedelsen af dette forbud kom Peder Toft en tidlig morgen kørende til Ø. Jølby og holdt ind til mig (Johannes Kjeldbjerg). Han ville op til lægen igen, da han ville spørge ham, om han havde tænkt på, om det ikke kunne være uheldigt at unddrage organismen den gift, som den havde været vænnet til i 56 år. Da han kom tilbage fra konsultationen, råbte han til mig på afstand: Har du nogensinde hørt en doktor garantere noget. Det gjorde Jens Lund, for han sagde, han ville garantere, der ikke skete noget galt ved at holde op med Tobak og kaffe, men jeg snakkede nu ikke om, at jeg tog min morgenkaffe hver dag.
Inden der var gået et år, havde Peder Toft snadden i brug igen så den sjælden var kold.
Han levede endnu syv- otte år. Peder Toft fik til sidst koldbrand i en fod og gennemgik en operation, der bevarede blodomløbet og dermed foden. Han døde, da han var over 80 år gammel.
Else fik kræft i halsen, da hun var over 70 og gennemgik en svær operation, som foretoges af overlæge Nordentoft, Nykøbing. Behandlingen gennemførtes så godt, at hun blev helt rask og døde først, da hun var 86 år gammel.
De ligger begravet i Frimenighedens Kirkegård i Ø. Jølby.
.
|
1857 - 1943 (86 år)
