| Notater |
- Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962:
Mikkel blev gift med nabodatteren Maren Pedersen Ringgård. Maren var datter af naboen gdr. Peder Nielsen Ringgård og hustru Ane Kristensen Bovbjerg.
Mikkel Kristen Jakobsen fik den gård på Kjeldbjerggårds jord (Lille Kjeldbjerg), som var skilt fra til hans faster. Om Mikkel vides, at han var en sparsommelig og driftig mand, der ikke kun drev sin gård, men som det berettes også handel.
I begyndelsen særlig gæs og lam, som han drog til København og solgte.
Små fif var jo heller ikke den gang ukendt, når det drejede sig om handel og ansås i øvrigt for lovlige, og Mikkel kunne også finde på at benytte sig heraf. Således var han engang i Nykøbing med gæs og solgte da en til boghandler Orth, som ved handelen sagde:! Nu er det vel ikke en gammel gås? Hertil svarede Mikkel nej og uden at lyve, for det var en gammel gase!!
Senere handlede Mikkel i nogle år med korn, men i de sidste år nøjedes han med at passe gården. Mikkel var en flink og snaksom mand, som også gerne ville snakke med børn, men hans midler til at være indladende på, var ikke heldig valgt, og overfor mindre børn især lovlig robuste. F.eks. ville han lære drengene at synge plejl visen, dvs. at sætte en plejl om halsen og så klemme til indtil man sagde av eller på anden måde lydeligt gav til kende, at det begyndte at gøre ondt. En anden spøg var at søge at løfte børnene i ørene eller i håret. Men trods sin sparsommelighed kunne han også give en skilling eller om sommeren sende børnene om i stikkelsbærrene. Var det ikke i “Sæsonen”, havde Maren altid kage at byde på.
Mikkel var politisk interesseret og hørte til den radikale gruppe indenfor venstre og kunne let blive uenig med sin svoger Kr. Ringgård som den gang var moderat venstre (senere ivrig tilhænger af det radikale venstre).
Den yngre broder Poul Jakobsen sluttede sig til den i krisetiden i 1890eme opstående Agrarbevægelse og holdt det en tid udkommende Agrardagblad, og det var Mikkel en torn i øjet. Således ville hans døtre gerne låne bladet for at læse føljetonen. men lånet måtte hemmeligholdes for deres far, da han ikke ville se bladet inden for sine døre.
Brødrene Mikkel og Poul, der blev naboer, kunne let få noget at blive uenige om, men heldigvis blev de lige så hurtigt gode venner igen. En aften kom Mikkel på en lille visit og da han gik, fortæller min mor, at far fulgte med ned gennem alleen og nede fra vejen kunne hun høre de blev højrøstede og skændtes. Da far kom tilbage spurgte mor ham, hvad de nu havde skændtes om. “Å, det var kun om en gammel sæk, som far havde fået kom i og nu ville Mikkel have sin sæk med hjem, men far kunne ikke finde den rigtige sæk med Mikkels mærke på. Det hjalp ikke da han blev tilbudt en anden og ligeså god sæk, det skulle være hans sæk.
Det var også galt, hvis et lam stak over skellet, der bestod af en tjørnehæk, der fra syd til nord var plantet for at markere grænsen mellem de to ejendomme.
Disse ømfindigheder hos Mikkel hørte sikkert en vis grad sammen med hans medfødte akkuratesse. Der var i disse gengivne karaktertræk betydelig forskel på Mikkel og Poul, hvilke egenskaber i nogen måde synes at kunne spores i slægten fra Klitgård og slægten fra Skjoldborg.
Efter kvindemening var Mikkel slem til at snuse i bryggers og køkken (her må man dog tænke på hvad der er bemærket om faderen) og han kunne skælde svært ud over en ituslået kop. Heldigvis var det Marens natur at møde dette med et godmodigt smil.
Mikkel blev ingen gammel mand, han fik læbekraft og blev opereret af en stedlig læge, men det var for sent. Senere søgte han lægehjælp i København, men blev sendt tilbage uden behandling og kom på Nykøbing sygehus. Kræften havde formentlig bredt sig til bughulen og han havde bugvattersot, hvorfor han blev tappet nogle gange inden han døde 63 år gammel.
Maren overlevede sin mand i næsten 30 år, til hun døde 1934 nogle dage før sin 90 års fødselsdag. Hun var rask og rørig, indtil hun særlig det sidste par år sløvedes på hukommelsen.
Hun boede, efter at have afstået gården til datteren Anne og hendes mand Rasmus Kristensen, i et lille hus, som hun byggede hvor vejen fra kommunevejen gik ind til gården. I reglen var en af de ugifte døtre hjemme hos hende.
Mikkel og Maren er begravet på Ansgar kirkegård.
|
1843 - 1907 (63 år)
