| Notater |
Ved hans Død 12. Juni 1930 skrev "Morsø Folke- blad" : "I Gaar er en af Øens gamle kendte Skikkelser gaaet bort. Det er Gaardejer Jens Bukh i Flade, som er død i en Alder af 81 ½ Aar.J. B. havde ikke været rask i de sidste halvandet Aar. Alderen begyndte at gøre sig stærkt gældende, og i den sidste Maaneds Tid maatte han ligge til Sengs. Det stod hans nærmeste klart, at det nu var paa det sidste. J. B. var født i den Gaard, han ejede til sin Død, og som er Bukh'ernes gamle Slægtsgaard "Baunegaard" i Flade. Hans smukke, ranke Skikkelse og hans milde, men samtidig myndige Væsen vil huskes af alle dem, der kendte ham og var kommet i Berøring med ham, hvad enten det var i det private Liv eller ved politiske Møder og Sammenkomster. Alle, der traf ham, blev snart klar over, at man her havde en rank Personlighed og et retskaffent Menneske for sig. Hele hans Færd var præget af hans redelige Sind og hans vamle Hjerte, og det vil vække Vemod, at han nu ikke er mere. Som den interesserede og velbegavede Mand, Jens Bukh var, kunde det ikke undgaas, at han kom til at tage sin Del af de offentlige Hverv. En Række Aar var han saaledes i Sogneraadet, og forskellige andre Tillidshverv havde han i Aarenes løb. Venstres gamle Frihedstanke havde i ham en varm Talsmand, og i mange Aar var han Formand for den stedlige Venstreforening, ligesom han vistnok i ca. 30 Aar var Valgmand til Landstingsvalgene. Ogsaa ved sidste Landstingsvalg deltog han som saadan. I en Aarrække og indtil sin Død har han siddet i Morsø Folkeblads Bestyrelse, hvor vi vil savne ham som den forstaaende og interesserede Mand, han var. Om Jens B.s Jordefærd skreves i "Morsø Folke- blad": .J. B.s gamle Gaard, hvis lange, rolige Længer ligger halvvejs skjult mellem Flade Bakker, laa badet i Solskin i Gaar, da Folk fra nær og fjern strømmede til for at følge dens Ejer til Graven. Der hvilede en egen Søndagsfred over den smukke Gaard, hvis Stuer efterhaanden fyldtes af Naboer, Slægtninge og Venner, mens andre stod i stille Klynger under de store, skyggefulde Træer eller spadserede i den idylliske Have. Den gamle Slægtsgaard mindede om Jens Bukh, som jo ogsaa har boet hele sit Liv der og præget den med sin ro lige og retlinede Personlighed. Der var den samme milde Fred over Omgivelserne, som der var over hans stoute Skikkelse. Ved Halvfemtiden blev den blomstersmykkede Baare sat ud i Gaarden, og man sang. ”Tænk naar en Gang den Taage er forsvunden ” Saa bad Lærer Søndergaard Fadervor, og efter endnu en Sang satte det store Tog af Biler - fire og tyve i Rad - sig i Bevægelse for at køre til Ansgarskirken i Øster Jølby. Efter Salmen "Jeg lever og ved” talte Pastor Krøigaard, der gik ud fra Paulus Ord til Timotheus: Strid Troens gode Strid og grib det evige Liv, til hvilket du er kaldet og har aflagt den gode Bekendelse". Det er - udtalte Pastor Krøigaard - Paulus Opfordring til denne yngre Medarbejder. Men naar han da tænker paa sit eget Liv, saa siger han paa sine gamle Dage for sit eget Vedkommende: Jeg har stridt den gode Strid, fuldendt Løbet og bevaret Troen. - Mon ikke mange snarere maa sige: Jeg har mange Gange i Striden givet op, og mit Løb er ikke blevet fuldendt. Jeg synes ikke, jeg har opnaaet det, som jeg skulde, og hvor sikker er min Tro. Men naar et Menneske kan sige som Paulus, saa ligger der jo ingen Selvros deri, saa er det ud fra den Bevidsthed, som Paulus et andet Sted giver Udtryk for: Af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig har ikke været forgæves. Men kan et Menneske maaske være ængstelig for at sige det om sig selv, saa kan det maaske siges som et Vidnesbyrd om en anden, hos hvem man ser noget af dette virkeliggjort. Naar man tænker paa J. B., synes jeg, man møder noget af dette, at Troens gode Strid er stridt, at Løbet er fuldendt og i roen bevaret. At Troens gode Strid er stridt, det ligger jo deri, at et Menneske kan have Fred i sit Hjerte over for Døden. Og noget før Døden kom, kunde J. B. netop sige dette. Han vidste jo, hvad Vej det gik, og Tanken om Døden kan jo nok volde et Menneske Uro og Bekymring, kan gøre et Menneske angst og mismodigt, men J. B. sagde saa kønt: Jeg bad Gud, om han vilde give mig sin Fred, og den fik jeg". Det var Freden over for Døden, han havde fundet. Han lærte at sige Verden ret farvel, det, som ”aldrig lærtes her paa Jord, var Jesus, ej du i dit Ord hos os, som du er hjemme". Med J. B. er saa den sidste af de gamle Brødre, som har levet her paa Mors, gaaet bort. Der var over dem et eget Præg. Man kunde se og mærke, at de var i Slægt, og at det var en gammel Slægt, som havde Slægtspræget over sig. Ved at se paa dem, kom man til at tænke paa et Ord i Selma Lagerløfs Bog ”Ingmarsønnerne", hvor hun lader den gamle Enke sige: ” Vi Ingmarer bør give Folket et godt Eksempel. Vi skal vise, at vi er ydmyge over for Gud". Hos J. B. var der noget af denne Gudsfrygt, dette at være ydmyg over for Gud, dette at i Troen paa Gud og i Livet. af hans Naade, der er Livskilden. Det gjorde sig ikke saa stærkt gældende i hans Tale, men de, der kender lidt til Hjemmet ved, at Troen paa Gud og Livet med ham havde sin Plads i det Hjem og har præget det. Der var hos J. B. noget ægte, noget paalideligt, noget, som man fik Tillid til. Der var ikke noget overfladisk og ikke noget Stillen sig an, det var en gammel Bonde, en gammel kristen Bonde. Det er en af de Skikkelser, som vil blive savnet. Maatte der saa ske noget af det, der synges om i Sangen: Mens Graven kastes, Vuggen gynger, og Liv udsletter Dødens Spor, saa immer sig igen forynger hver ædel Slægt i Syd og Nord. Det, som var det inderste i den tidligere Slægts Liv, deres Gudsforhold, deres Tro, maatte det bestandig forynges t den kommende Slægt. J. B. sad jo i Slægtsgaarden. Den gamle Gaard var hans Hjem, og det var han stærkt knyttet til; men dog ikke stærkere, end at han forstod, hvor han virkelig har hjemme, saa at det, der gaar igennem den Salme, vi nu skal synge, var hans inderste Ønske og Tro og Haab: O, Gud ske Lov, det hjemad gaar, did op, hvor Faderhuset staar, højt over Kors og Grave, hvor Himmel-Broderen, Guds Søn, jo har beredt en Plads saa skøn for dem, som Hjemve have, Ja, Gud været lovet, at der er beredt en saadan Plads for dem, der Hjemve have, for dem, der er kommet ind i et levende Barneforhold til Gud, og som derfor vil være hjemme, hvor han bor Gud hjælpe os til at leve som hans Børn, leve i Barneforhold til Gud i vor Daabs Naade, og Gud give os, naar Timen kommer, at kunne komme hjem der, hvor han har beredt os Plads". Efter Præstens Tale, udtalte den gamle Anders Dissing nogle Mindeord om den afdøde, og saa sang man "O, Gud ske Lov, det hjemad gaar", Ved Graven, hvor Pastor Krøigaard forrettede Jordpaakastelsen, sang man "Krist stod op af Døde", og den afdødes Svoger, Sogneraadsformand P. Sandal, Bjergby, bragte Familiens Tak for den store Deltagelse. Han føjede dertil en personlig Tak til sin afdøde Svoger og Ven, der altid havde været en god Raadgiver for ham. J. B. var jo - sagde P. Sandal - en erfaren Mand. Det er ret sjældent, at en Mand faar Lov til at leve samme Sted i 81 Aar. J. B. havde den Lykke at komme til at bo i den gamle Slægtsgaard og bevare den, og det er sikkert et lykkeligt Liv, han har levet der sammen med sine Folk, med hvem han delte Glæder og Sorger i de begivenhedsrige Tider. Jeg vil gerne sige Tak for, hvad han har været for mig, og jeg vil her ved hans Grav sige, at han har været en god Mand for sin Hustru, en god Fader for sine Børn og en god Svoger og Ven. - Vi vil bevare hans Minde i taknemmelig Erindring. Den smukke Højtidelighed sluttede med Sangen "Kirke- klokke, ej til Hovedstæder".
- Med foranstaaende haaber jeg at have tegnet et sandt Billede af Jens Bukh, Maaske mangler dog det Drag af Lune og Langsomhed, som ellers var ejendommelig nok for ham, Følgende ubetydelige Træk kan minde om det: Der skulde være Kommunevalg, og Socialisterne vilde erobre Flertallet, Da J. B. saa det store Opbud af Socialdemokrater - med deres Koner, udbryder han; "Det her gaar sandelig gal'! a faar skam hjem efter An' '" - og Ane kom, og der kom en Ane mere; men det gik alligevel galt. Jeg husker, at jeg som Barn følte det som noget helt i sin Orden, at Farbroder Jens boede paa Slægtsgaarden; han repræsenterede, syntes jeg baade da og senere, mere end nogen anden S l æ g t e n, var ligesom dens Personliggørelse, om end han vel (som Peder Larsen og Povl) afgjort slægtede mest paa Klitgaardsiden. - Han var en god Mand. Jens Bukhs Kone lever endnu og bor i Gaarden, hvis Drift ledes af de to ugifte Døtre Sidsel og Karen.
|
1848 - 1930 (81 år)
