| Notater |
- Kilde: Vejstrup - Rosagergaard-slægten v/H.K.Rosager 1950.
Hans var den ældste af Christen Hansens og Marens børn der voksede op paa Rosagergaard, Ved hans Fødsel var Gaarden endnu ikke ombygget, og den gamle Skik, at hele Lauget skulde med til Barselsgilde, blev overholdt. Da han var 5 Aar, sluttede hans Far sig til „de hellige“ paa Egnen, men Faderen fik 10 Aar senere Klarhed over det grundtvigske Livssyn, og i det levede han Livet ud. Hans levede saaledes i hele sin Barndom i et pietistisk Hjem, og selv om han senere helt sluttede sig til det grundtvigske Menighedsliv, kunne han som ældre sige, at han forstod Pietismen og kunde følge den i meget.
Hans gik i Vejstrup Sogneskole og blev konfirmeret i Sognekirken. Friskolen og Valgmenigheden var ikke stiftet endnu. Men som ung 17-aarig oplevede han Friskolens første Aar, og han var 28 Aar, da Højskolen blev bygget, saa han var med til Møder og Samtaler i disse levende Brydningsaar og Deltager i unges Gymnastik- og Bajonetøvelser i Laden paa Rosagergaard. Hans kom paa Kolds Højskole i Dalby, da han var 20 Aar. Det blev en saadan Oplevelse for ham, at han senere ofte til sine Børn gengav enkelte Sætninger af hvad Kold og Povlsen Dal havde sagt.
Hans var med i Krigen 1864, men var ikke med i nogen egentlig Fægtning. Engang stod hans Kompagni klar til Indrykning i Dybbøl Skanser, og han saa da en Officer bøje sig for at klappe en Hund; men da Hovedet derved kom i Skudlinien, blev han dødelig saaret. Ofte fortalte han om Tilbagetoget fra Danevirke, om Soldaternes Mismod over Ydmygelsen og om, at mange blev saa overtrætte paa de glatte Veje, saa de lagde sig paa Isen og gav op. Han selv klarede det godt og var med til at hjælpe dem, der gav op, paa Benene og give dem et Par Snapse til at kvikke op.
Nogen Tid før Krigens Udbrud var han blevet forlovet med Karen Nielsdatter, en Datter af Niels Christensen, Lindegaard i Vejstrup, som var en Søstersøn af Hans Christensen, Kohavegaard. Under Krigen kom der Bud til ham, at hans Kæreste var meget syg, og at han hurtigst skulle komme hjem. Han fik Orlov og kom udvaaget og anstrengt til Lindegaard. Han saa straks paa Svigerfaderen, at der var sket noget alvorligt. De maatte da fortælle ham, at Karen saadan havde bedt for at faa Lov til at sige Farvel til ham, men at hun ikke fik sin Bøn opfyldt. Det haarde Slag gik Hans saa nær, at han segnede om, da han saa sin Kæreste ligge paa Baaren, og han maatte bæres ud af Stuen. Det gik ham derefter meget nær, at Orloven ikke kunde forlænges, saa han kunde overvære Begravelsen. Da han kom hjem efter Krigens Afslutning, tog han atter fat paa Arbejdet paa Rosagergaard, og da hans Far paa det Tidspunkt var Landstingsmand, var der god Brug for ham i Hjemmet.
Der gik nogle Aar, og den 28. Marts 1867 blev han gift med Karen Hansen, Datter af Gaardejer Hans Andersen, Rødbjerggaard i Vejstrup.
Hans Andersen afstod Rødbjerggaard til sin Datter og Svigersøn i 1867 hvor Hans Kristensen Rosager og Karen Hansens Bryllup stod paa Rødbjerggaard. Det var paa Karens 18 Aars Fødselsdag. Hun var klædt i hvid Brudekjole, noget der i de Tider var sjældent paa Landet, og der fortælles, at mange var mødt ved Kirken for at se den smukke Brud. Brudekjolen blev senere syet om til Daabskjole og brugt ved Daaben af deres 11 Børn og mange af Børnebørnene.
Det maa antages, at Hans Andersen, der var en holden Mand, har overladt Gaarden til sin Datter med en passende ikke for stor Gæld, og da hendes Mand kom med 8000 Kr. foruden en Del Udstyr og nogle Kreaturer, har de sikkert været ret godt stillet. Tiderne i 70erne var gode for Landbruget, saa det var naturligt, at de kunde magte at opføre Stuehus og Østlængen, da tilmed Murstenene stod der fra Hans Andersens Tid. I 1880erne og 90erne kom der daarlige Tider for Landbruget, og Hans Kristensen — det kaldtes han paa Egnen — udtalte ofte sin Beklagelse over, hvor lidt Gaarden kunne give.
Ifølge Folketælling i 1890 var der paa Gaarden 8 Børn, 2 Karle og 1 Pige, saa med dem selv var de 13 daglige Mennesker. Kosten og Tøj til de mange Børn kunde nok tynge paa den lille Gaards Budget. Men de klarede sig dog saadan, at de i 1904 kunde afstaa Gaarden til deres ældste Søn Kristen og Svigerdatteren Karen Marie paa rimelige Vilkaar og desuden give de andre Børn en Sum.
Hans fulgte godt med i Landbrugets Udvikling, og var ligesom sin Far en fortrinlig Plovmand. Det var dog Køerne, der havde hans Hovedinteresse. Vilde man se ham rigtig tilpas, skulde man komme i Stalden, efter at han var færdig med at strigle og børste Dyrene, og se ham gaa bag dem, rygende paa sin Pibe og betragte de enkelte Dyr. Han oparbejdede en af Egnens bedste Kobesætninger og tog ikke saa faa Første- og Ærespræmier ved Dyrskuerne i Svendborg for sine Tyre- og Kosamlinger. Men han var klar over, at Mælkeydelsen var det vigtigste for Dyrenes Værdi, og han vejede da ogsaa de enkelte Dyrs Mælk hver 14. Dag fra midt i 70erne til 1898, da Egnens første Kontrolforening blev oprettet, og han blev Medlem der. Han var Kvægavlsforeningens Formand i mange Aar. Møder med fremmede Foredragsholdere blev da afholdt paa Rødbjerggaard.
Hans Kristensen læste flittigt i Aviserne og fulgte interesseret med i Politik. Hans Broder Andreas var Folketingsmand i mange Aar, og naar han kom hjem, og der havde været vigtige Forhandlinger i Tinget, sagde Hans Kristensen: „Jeg skal over til Bror Andreas og have noget mere at vide.“ I Provisorieaarene gik de politiske Bølger højt. Engang i denne Tid blev han saa uenig med sin Svoger, Hans Nielsen, 0. Aaby, at denne gik, bleg af Vrede, uden at sige Farvel. Hans Kristensen hørte til Bergianerne og Hans Nielsen til de moderate. De var ellers gode Venner, kun ikke naar det gjaldt „Forliget“.
Tiden gik, og i 1904 var Karens Helbred saadan, at hun maatte lettes for Husførelsen. De afstod da, Gaarden i Forpagtning til sønnen Kristen og svigerdatteren Karen Marie. Selv blev de boende paa Gaarden. Karens Blærelidelse førte til, at der maatte dannes en kunstig Udførsel fra Blæren. Det gav hende selv og hendes Plejere stort Besvær. I Foraaret 1915 havde hun atter et Sygehusophold. Efter at hun kom hjem, kunde hun være lidt oppe, men i August blev hun pludselig daarligere, og i Løbet af et Par Dage svandt de sidste Kræfter. Efter 27 Aars Sygdom gled hun stille ind i Døden den 26. August 1915 i en Alder af 66 Aar. Hans Kristensen var 10 Aar ældre end Karen, men indtil sine sidste Leveaar en forholdsvis rask Mand. Begyndende Stær paa det ene Øje medførte, at han fik det erstattet med et af Glas; men han kunde dog stadig pusle med et og andet. Han savnede Karen meget og ønskede kun at blive forenet med hende i de evige Boliger. Den 20. April 1920 drog han sit sidste Suk. Han blev jordet paa Valgmenighedens Kirkegaard ved Siden af Karen. De to, der nu var gaaet bort, var Hjemmemennesker; de blev skattet i Vennekredsen, men længere ud blev de ikke kendt eller fik større Hverv. De havde den Sorg, at 4 af deres 11 Børn døde i Barnealderen; men de, der naaede Manddomsalderen kom stærkt til at forstaa, at de i Hjemmet hos Far og Mor havde faaet en Arv af gode Paavirkninger, som de efter bedste Evne ville søge at efterleve og føre videre i Slægten.
|
1839 - 1920 (80 år)
, d. 7. april 1911, "Granly" Ringe, Ringe sogn