| Notater |
- Dåbsnavnet Jacob Michelsen blev i almindelighed bogstaveret Jakob Mikkelsen, som blev den almindelige form. I Slægtsbogen, skrevet i 1962 af Johannes Kjeldbjerg, side 11 står der at Jakob Mikkelsen var en fremskridtsmand, der f.eks. havde flere køer, end det var almindeligt for tiden. Han var ligeledes den på egnen, der først fik jorden drænet. Han blev i 1841 gift med Peder Mortensens datter, Inger Kristine Pedersen fra Klitgård. Efter tidens skik havde forældrene et stort ord at skulle have sagt. Inger døde af tuberkulose efter at have født 4 børn i 1849. Jakob blev også smittet med tuberkulose af Inger. I 1839 blev mange af gårdene i Gullerup i det lavere terræn ramt af en stormflod. Stuehuset blev herefter genopbygget.
På side 12-13 skriver slægtsbogen, at som frier for Jakob Mikkelsen (et par år efter 1. hustrus død), tog P. Chr. Overgaard, Fårtoft, over til Thy, til Nørgård i Skjoldborg, hvor der var et par unge døtre, som skulle se godt ud.
Frieriet lykkedes, og den unge Ane Povlsdatter Nørgård, f. 1825, måtte efter sigende opgive en tjenestekarl, som hun var forelsket i. Side 32 står, at efter Treårskrigen og krigen i 1864 var der sket en stærk stigning i priserne på landbrugsejendomme siden statsbankerottens dage. Den første stigning viste sig for Kjeldbjerggårds vedkommende i 1824, og det var da den ved ejerskifte blev sat til salg for 1.200 rigsdaler, her var et jordtilliggende på 9 tdr. hk. Allerede ved skiftet før Jakob Mikkelsens 2. ægteskab i 1850 blev værdien forhøjet til 12.000 rigsdaler. Da Poul overtog gården i 1879, var prisen sat til 45.000 kr. - se under denne.
Jakob Mikkelsen overtog Kjeldbjerggård efter faderen Mikkel Jakobsens død i 1838.
- Uddrag fra Slægtsbogen, skrevet i 1962 af dyrlæge Johannes Kjeldbjerg (med enkelte korrektioner i 2020 af Jakob Lambertsen).
Jakob Mikkelsen var middelstor af vækst, ikke fyldig. Af gemyt og væsen var han en rask og livlig mand, der fulgte godt med i alle spørgsmål, og ikke mindst da hans helbred svigtede, læste han meget.
Som landmand var han en fremskridtsmand, der f.eks. holdt flere køer, end det var almindeligt efter tiden. Han var ligeledes den på egnen, som først fik jorden drænet. Endelig sørgede han for efter gårdens flytning ved handel og byttehandel at få en fornuftig regulering af jordskellene. I 1839 blev han gift og gjorde et godt parti, idet han blev gift med en datter af Peder Mortensen fra Klitgaard i Fårtoft, Inger Kirstine Pedersen.
Der havde været endnu et par døtre, hvoraf den ældste var blevet gift med Jens Buk i Flade (fader til Jens Buk, Niels Buk, Morten Buk og Peder Mortensen Buk, denne sidste fader til Niels Buk, Ollerup.) Efter tidens skik skulle frieriet rettes til forældrene. Det var ikke den ældste, som var den mindst kønne af udseende, Jens Buk mødte i Klitgaard, og han bad derfor om nr. 2, men Peder Mortensen svarede: Her går det efter nr. Jens! - og Jens Buk tog så den ældste.
Det var vel nok tidens skik, at forældrene havde et stort ord at sige, også i disse spørgsmål over døtrene, men desuden var slægten på Klitgaard af patriarkalsk eller diktatornatur.
For slægtsforholdenes skyld skal anføres, at en søn fra Klitgaard var Lars Lynggaard i Bjergby (fader til bl.a. Kristen Lynggaard - bemærk slægtstavlen i senere afsnit). En anden broder var Morten Andreas, under hvilket navn han blev kendt over hele Mors, væsentligst for den formue han samlede. Morten Andreas var gift med en datter fra Overgaard i Fårtoft. Det sagdes, at hun drak sig ihjel, men det sagdes i øvrigt om flere af de Fårtoft-koner på den tid, at de drak.
Der var rigdom i Klitgaard, men der var også sygdom, det var tuberkulose, eller tæring, svindsot, som sygdommen også kaldtes. Det var på den tid og for resten endnu i de følgende par generationer en hærgende sygdom, der var særligt stærk udbredt i Limfjordsegnene.
Man må huske på det fuldstændige ukendskab til sygdommens natur og de uhygiejniske forhold, man levede under. Det var først og fremmest de usunde alkovesenge og skikken, at der altid skulle sove mindst to i hver seng. Det var ikke blot søskende, der sov sammen, men sønnerne sov i seng sammen med karlene og døtrene med pigerne. Endvidere spiste man jo alle af samme fad og drak af samme krus.
Helt op i dette århundrede (1800-tallet) kunne man se hele familier uddø af tuberkulose.
Alle de børn, som nævnte Morten Andreas fik, døde heraf, men han selv blev over 80 år gammel. Inger Kirstine, der som Jakob Mikkelsens kone kom til Kjeldbjerggaard i Gullerup, en flytning på ca. 2 km, havde også spiren i sig, og hun døde efter at have født 4 børn. Som et minde står forbogstaverne til Jakob M. og til hendes navn i jern sammen med årstallet 1839 på Kjeldbjerggård. Dette år blev stuehuset ombygget, idet gården sammen med flere gårde i Gullerup efter stormfloden i januar 1839 flyttedes fra det lavere terræn nærmere fjorden (se nærmere under gårdens historie). Inger Kirstine havde smittet sin mand med tuberkulosen og hans helbred blev efterhånden mere og mere undergravet.
Han søgte helbredelse i København, hvor han bl.a. blev behandlet i den opfundne “ klokke” (det var et apparat af klokkeform så stort, at et menneske kunne opholde sig deri - klokkens underkant sluttede lufttæt til underlaget og ved en pumpeanordning kunne man henholdsvis ind- og udpumpe
luft, så der efter behag kunne gives højere og lavere lufttryk. Brugen af “klokkebehandlingen” ophørte, da man ikke sporede den forventede virkning).
Hjemme brugte Jakob Mikkelsen et andet middel, han spiste hundefedt, som han lod koge i sin grød. Det kan oplyses, at hunde ansås for uimodtagelige for tuberkulose. Hvor hurtigt efter Inger Kirstines død J.M. blev en “mærket” mand, vides ikke med sikkerhed, for han lod sig ikke slå ud i første eller anden omgang, og livligheden og humøret ville han holde ved lige. I alle tilfælde fik han efter et års enkestand lyst til at gifte sig igen.
Og som frier for ham tog P. Chr. Overgård, Fårtoft, da over til Thy, til Nørgaard i Skjoldborg, hvor der var et par unge døtre, som skulle se godt ud, og hvor der skulle være chancer for en velset uret enkemand, da der nok ikke kunne gives større medgift. Frieriet lykkedes, og den unge Ane Povlsdatter Nørgaard, f. 1825, måtte efter sigende opgive en tjenestekarl, som hun var forelsket i.
Det kan samtidig fortælles, at Anes søster Kirsten blev gift med den rige Jeppe Jensen i Sundby, Mors. Jeppe Jensen var halvgammel og meget grim, og kønnere, end han var af naturen, var han ikke blevet af, at en hest havde bidt et stykke af næsen på ham. I deres ægteskab var der ingen børn. Hun var meget stolt, måske nærmest vigtig, og var altid flot klædt, og det siges, at hun forstod rigtigt at ”svanse” hen ad gulvet, ikke mindst når der var mænd til stede. Det rygtes, at hun var sin mand utro med de unge karle. Ved Jeppes begravelse lod hun, som hun var ved at besvime, men i alle tilfælde - de tilstedeværende kvinder mente, det var komediespil. Hun giftede sig senere med en enkemand med flere børn, Anders Nielsen Vendelbo, som var forpagter i Solbjerg Præstegård. Der blev heller ingen børn i dette ægteskab. Anders Vendelbos søn er nulevende (i 1962), Niels Nielsen, Kaldet Vendelbo, som har gården i Sundby.
Ane, som kom til Kjeldbjerggård, var af udseende ret køn, men hun hørte ikke til de kløgtige og langt mindre til de beregnende naturer. Megen undervisning havde hun ej heller fået, og da hun var godheden selv, havde hendes søster i hjemmet kostet med hende, som det passede hende. Som lille tøs måtte hun bl.a. vogte får i heden. Hun har fortalt, at hun foruden stok også havde en spade med. Det var til at aflive de mange hugorme, som fandtes der på heden.
Senere måtte hun også gå på andet udearbejde som f.eks. at sprede møg, men det var jo i øvrigt ikke ualmindeligt på denne tid, at kvinderne foretog dette arbejde.
Jakob Mikkelsen og Ane Povlsdatter var meget forskellige af natur og oplysning, og det kom frem i deres ægteskab.
Ane Povlsdatter var ikke nogen dygtig husmoder, hvorimod Jakob Mikkelsen var aktiv på alle områder og blandede sig derfor i husholdningen, ja tit dirigerede han mere end sin unge kone.
I ægteskabet fødtes der ret hurtig efter hinanden 8 børn, hvoraf de 7 levede.
Om det var på grund af skuffelser i livet eller det var på grund af sygdom i sin krop vides ikke, men sikkert er det, at Ane blev liggende i sengen et halvt år efter de fleste fødsler, ja i flere tilfælde var der ikke så langt igen, før hun skulle have den næste, når hun stod op af barselsengen.
Jakob Mikkelsen var meget politisk interesseret og var den første gårdmand i sognet, der blev venstremand.
Trods sin viden og i øvrigt gode anseelse kom han derfor ikke i sognerådet, da de allerfleste var højre eller imod de hersens venstremænd, som fandt på en del nyt.
De fleste af gårdene i Gullerup og Bjergby havde forskellige jordstykker liggende hist og her, hvilket Jakob Mikkelsen fandt var meget upraktisk, og det lykkedes ham ved flere handler at få det ordnet sådan, at jorderne til Kjeldbjerggård lå samlet.
Som nævnt undergravedes Jakob Mikkelsens helbred mere og mere af tuberkulose, og otte år efter den omtalte klokkebehandling blev han indhentet af døden i en alder af 57 år. Han havde i forsommeren været på besøg i skolen hos læreren og mentes at være blevet forkølet der. Han måtte gå til sengs for ikke at rejse sig igen og døde i slutningen af juni.
Jakob Mikkelsens var meget gode venner med sin nabo, Peder Ringgaard, og da gårdene kun lå fem minutters gang fra hinanden og med sammenstødende jorder på de to sider, besøgte de næsten dagligt hinanden. Sædvanligvis fulgte de hinanden halvvejs hjem, og ofte sås de ved skillevejen stå og tale med hinanden, før de gik hver til sit. Da Jakob Mikkelsens lå for døden, havde han besøg af degnen, til hvem han beklagende udtalte: “I dag har Peder Ringgaard ikke besøgt mig.” Ane Povlsdatter var endnu ikke 40 år, da hun blev enke, og hun efterlevede sin mand i over 30 år, idet hun først døde i 1903. Man kan sige, at hendes livslod efter det ydre skulle være lykkeligt, idet hun blev påtvunget en enkemand og i de sidste 25 år sad som aftægtskone på gården, men man må erindre hendes føjelige natur, som betød, at hun uden modstand bøjede sig for andre menneskers vilje, samtidig med at hun i stort og småt kaldte tilskikkelserne for Guds vilje.
Som vi af det følgende skal se, fløj børnene fra reden og drog ud fra øen, og det blev Ane Povlsdatters livsglæde at følge deres skæbne og læse deres breve, som hun i øvrigt gemte som relikvier i sine dragkisteskuffer, så hun med mellemrum kunne tage dem frem og kigge i dem.
Om hun kunne læse dem alle sammen, er ikke sikkert, da hun langtfra var stiv i læsning og skrivning, ja det sidste kunne hun i al fald ikke på sine gamle dage.
På papirer, som er underskrevet i anledning af aftægtskontrakten og gældspapirer, ses det, at der ved hendes navn står m.f.p. (med ført pen).
Da sønnen Povl overtog gården, var det efter tidens skik en meget streng aftægtskontrakt, der måtte skrives under på, og det var meget nøje bestemt, hvad der skulle ydes både i penge og i naturalier og tillige, hvornår og hvor afleveringen skulle finde sted. Men Ane Povlsdatter var ingen streng kreditor. Hun fik i den østre fløj af Kjeldbjerggaard indrettet en bolig bestående af to stuer, køkken og spisekammer. I de sidste år af sin levetid flyttede hun dog ind i den ene ende af stuehuset.
Det kunne være vanskeligt, når en svigerdatter rykkede ind i en gård, og en endnu ret ung svigermoder skulle leve som aftægtskone, men min moder (Johannes K’s mor, Kirsten Marie Ringgaard), som fik svigerdatterens lod, siger, at der sjældent var vanskeligheder med svigermoderen. Ane Povlsdatter havde jo aldrig haft tøjlerne i hænderne, og havde derfor ikke de ellers almindelige vanskeligheder med at give slip på dem. Hun var nærmest ved at knurre lidt, når der skulle gøres hovedrengøring i lejligheden, da hun ikke kunne lide, at nogen rørte ved hendes ting eller flyttede på dem.
I lange tider levede hun højt på besøg hos børnene på Fyn, særligt børnene på Brændeskovgård, som i reglen var dem, der var af længst varighed. Da havde hun noget at fortælle os børnebørn, når hun kom hjem, og vi kom efterhånden til at opfatte denne gård som en slags eventyrgård, og der var jo også noget om det i virkeligheden. Stille som hendes liv havde været, blev også hendes død.
Hun ligger begravet ved siden af sin mand på Bjergby Kirkegård.
Foruden Jakob Mikkelsen var der i faderens Mikkel Jacobsens ægteskab endnu en søn Christen Mikkelsen, men allerede i tyveårsalderen begyndte han at blive sindssyg. Folk i byen tilskrev det selvfølgelig kærestesorg. Han begyndte at holde sig inde og var menneskesky og ligegyldig med påklædningen.
Min mor (Kirsten Marie) har fortalt, at når børnene engang imellem så ham med sit blege ansigt og uplejede hår og skæg, flygtede de rædselsslagne. Han havde endnu sit ophold på gården, da Ane Povlsdatter flyttede ind som kone, og det var også en byrde foruden de tre børn af første ægteskab, men en dag, da han krævede et eller andet med en brødkniv i hånden, fandt hans broder, at det skulle være slut, og han kom på Viborg Sindssygehospital, hvor han døde efter nogle års forløb.
Der foreligger et gavebrev, som Jakob Mikkelsen i anledning af dette ophold på sindssygehospitalet har udstedt til Alsted Bjergby kommune. Det drejer sig om en gave af et stykke jord til bebyggelse af et fattighus (det blev nedrevet ca. omkring 1930). Det anføres i gavebrevet, at gaven begrundes i, at kommunen har haft udgifter i alle retninger af nævnte hospitalsophold.
Grundstykket drejer sig om et kileformet jordstykke, som lå mellem fjorden og den gamle kommunevej, som gik fra Flade til Gullerup før stormfloden i 1837-39 da Gullerup Gårde måtte flyttes og vejen ligeledes flyttes længere mod syd, hvor den endnu er forbindelsesvejen mellem Gullerup og Flade. Gavebrevet må vel opfattes som et tegn på, at Jakob Mikkelsen ikke har villet, at slægten skulle skylde sognet noget.
En søster, Else Marie Mikkelsen, blev gift med Chr. Vestergård, som fik den østre del af jorden til Kjeldbjerggård, og hvorpå der byggedes en gård. En søster til Sidsel (Maren?) blev gift med Kr. Riis, Frøslev. En datter af Kr. Riis hed Stine, gift Larsen, og boede endnu i 1947 i et hus i Ø. Jølby og handlede med sukkervarer og kaldtes derfor “Sukkerstine”, er fyldt 91 år. Rap i munden og politisk interesseret.
Da Jakob Mikkelsens ældste søn af første ægteskab, Mikkel Kristen Jakobsen, blev gift med Maren Ringgård, overtog de nævnte gård med jorden, der var skilt fra Kjeldbjerggård, da P. Chr. Vestergård var flyttet til V. Jølby. (Denne P. Chr. Vestergård havde en søn, Mikkel Vestergård, i Tøvring, som døde barnløs.)
I Jakob Mikkelsens 2 ægteskaber var der i alt 12 børn, hvoraf de tre døde som helt små.
I slægtsbogen "Slægten fra Kjeldbjerggård" er der skrevet om disse 9 børn der levede og voksede op på Mors, og deres efterslægt.
På nedenstående link kan man læse hvem der har ejet Kjeldbjerggård fra 1768 til 2006.
https://kjeldbjergslaegten.dk/kjeldbjerggaard.htm
|
1816 - 1873 (57 år)
