Notater


Træ:  

Match 851 til 900 fra 1,536

      «Forrige «1 ... 14 15 16 17 18 19 20 21 22 ... 31» Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
851 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70 samt mail fra Teddy Nielsen (Inger Lises mand) i 2004


Inger Katrine Jytte (kaldet Jytte) gift med Skomager Ejner Jørgensen, Otterup. Jytte passede Otterup frysehus i mange år. Parret har en sønnen Jens og datteren Inger Lise. 
Møller, Inger Katrine Jytte Due (I1193)
 
852 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Møller, A. (I1196)
 
853 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70.

Astrid Due tog Præliminæreksamen i 1924. Derefter Guvernante og selskabsdame i 3 år og derefter l år i huset i Frankrig. Gik derefter over i forretningslivet, som begyndte i A/S Ilka d. 1/2 1931. Tog tillige kontoruddannelse og fra 1943 direktrice i Schous fabrikkers parfumeafdeling. Fra 1950 ekspeditionsleder i Bomalin Kompagniet A/S.

Har arbejdet med det danske Lottekorps og Det unge grænseværn og arbejdet for Danskheden i Sydslesvig, og efter krigen arbejdet for hjælp til børn i de krigsramte lande.
 
Due, Astrid (I1204)
 
854 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70.

Inger Margrethe Due gift med Jørgen Møller. De overtog, som nævnt under Peder Rasmussen, først forpagtningen af Brændeskovgård og købte senere en anden gård og drev i 1961 Tommerup kro.

Fik navnet Due i 1905 ( nye navnelov ) 
Due, Inger Margrethe (I1190)
 
855 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70.

Jørgen Møller gift med Inger Margrethe Due. De overtog, som nævnt under Peder Rasmussen, først forpagtningen af Brændeskovgård og købte senere en anden gård og drev i 1961 Tommerup kro.
 
Møller, Jørgen Andersen (I1191)
 
856 Fra Slægtsbogen Skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70.

Karen Due blev gift med Anker Bukhave fra Svendborg. Han var Overforvalter på Odense Kvægtorv. I dette ægteskab er der 3 børn: Anne Kirstine, Mette og Per 
Due, Karen (I1198)
 
857 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 70.

Kirstine Pedersdatter Skovgård, gift den 15/1 1904 med Christian Hansen Due, søn af gdr. Jørgen Peder Hansen Due, og hustru Karen Mikkelsen, Køstrup Landet Sogn, Lolland. Navnet Due officielt fra 1905. Chr. Due lærte landvæsen i Marrebæk, Falster og på Rudbjerggård som Peder Rasmussen en tid var medejer af. Højskoleophold Nysted og Vejstrup og senere Ladelund. Forpagtede i ca. 1900 den idylliske Vormark Mølle i Hesselager sogn. Købte i 1905 Tved-gården ved Svendborg efter at være blevet gift i 1904. Snart efter forpagtede og senere købtes Lysbjerggård. I 1916 købtes tillige Østergård i Tved. Gårdene dreves tilsammen og for en del med frøavl. Endvidere haves stort svinehold med mange grisesøer. Som delvis foder modtog man dagrenovationer fra Svendborg.

Det hele solgtes i 1918 hvorefter Due var tilsynsførende med flere ejendomme. Købte i 1920 den store Vejrupgård i Marslev ved Odense, men den måtte sælges i 1921. Forpagtede derefter Selsø pr. Skibby i Nordsjælland, fra 1922 - 27. Derefter var han i 5 år forpagter af en gård ved Langebæk, hvorefter Kirstine og Chr. Due var på Strandgården, hvor Chr. Due døde i 1940.
Som flere andre, der var med i højkonjunkturerne, fik han lavkonjunkturen at føle i efterkrigsårene fra 1921. Da priserne faldt og bankerne krakkede fik ægteparret Due også dette at mærke efter købet af Vejrupgård. Kirstine overlevede sin mand i 12 år, men var ikke af dem, der i modgangstider tabte modet. Hun fortsatte en tid på Strandgården, men senere, da sønnen Peder Rasmussen Due købte Tvillumgård pr. Fårvang i Aarhus amt, overtog hun styrelsen af huset indtil han giftede sig, men boede på gården til sin død. Begravet i Vejstrup.
Skovgård, Kirstine Pedersdatter (I447)
 
858 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 71.

Peder Rasmussen Due, gift med Ina Solveig Schousbo i Gunderup skole, datter af lærer Anton Jørgensen og hustru Inge Karoline. Ina Solveig er uddannet folkeskolelærerinde og har afgangseksamen fra Aalborg Musikkonservatorium. Peter Rasmussen Due er uddannet ved landbruget og som soldat under 2. verdenskrig løjtnant. Solgte i 1961 den i 1946 erhvervede Tvillumgård. Har efter de sidste oplysninger købt en stor gård i Vestjylland (Ringkøbing amt) Viumgård pr. Ulfborg. Denne gård solgtes efter 5-6 års forløb. Han er som løjtnant ved militæret nu ved Hjemmeværnet og hans kone er lærerinde (1961).
Der er tre børn i ægteskabet: Inger Kirstine, Marie Charlotte og Astrid Elisabeth
 
Due, Peder Rasmussen (I1212)
 
859 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 71.

Petra Elisabeth Due (kaldt Peppe) tog Præliminæreksamen og blev uddannet fysioterapeut. Gift med læge Svend Trøst, Gråsten.
Svens Trøst blev student fra Sorø Akademi 1926 og tog lægeeksamen i 1935. Turnus på forskellige sygehuse og hospitaler samt reservelæge i hæren 1939. Praksis i Gråsten fra oktober 1939. Formand for Dansk røde kors i Gråsten.
I Petra og Svends ægteskab er der 5 børn: Jens Christian, Hans, Claus, Kirsten og Lars.
 
Due, Petra Elisabeth (I1205)
 
860 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 72.

Else Marie Skovgård født i København. Else Marie blev uddannet som husholdningslærerinde og gift d. 11/10 1942 med læge Holger Steen Jensen Otterup født i Hesselager, søn af dyrlæge A. P. J. Hesselager, som fra 1916 drev praksis og var gårdejer i Sengeløse.
Der er følgende 4 børn i Else Marie og Holgers ægteskab: Andreas, Jakob, Morten og Anna
 
Skovgård, Else Marie (I1221)
 
861 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Due, M. (I1217)
 
862 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 72. Her står at hun er født i 1893 d. 22/4, men i Folketællingen fra 1-2-1901 står der, at hun er født i 1883, d. 22/4. Så rettet fødselsåret til 1883.

Anna Pedersdatter Skovgård blev gift d. 22/7 1916 med kommunelærer Magnus Andersen født i Frørup på Fyn. I 1905 og derefter havde hans forældre en lille landejendom ikke langt fra Brændeskovgård. Anna var meget musikalsk og sang udmærket. Den unge seminarieelev og lærer var ligeledes meget dygtig i sang og tog senere uddannelse deri og blev operasanger. Ægteskabet opløstes i 1921. Forældreretten blev tildelt moderen over de to børn, som også tog navnet Skovgård. Efter sin skilsmisse boede Anna i Svendborg. De sidste år sammen med søsteren Maria. Parrets 2 børn er Else Marie og Poul. 
Skovgård, Anna Pedersdatter (I449)
 
863 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962, side 73.

Maria Pedersdatter Skovgård blev gift d. 22/7 1909 med læge Rudolf Theodor Becker født i Hillestolpe, Lolland, søn af gdr. J. N. Becker og Nancy Johanne Caroline Back. I ægteskabet var der ingen børn.
Peder Rasmussen, Marias far, havde sædvanligt en sekretær og Regnskabsfører. Dette hverv påtog Maria sig i nogle år. Endvidere søgte hun uddannelse på anden måde bl.a. på Borups Højskole, i København. Derefter gik hun ind til sygeplejergerningen bl.a. på Svendborg Amtssygehus. Rudolf Becker tog lægeeksamen i 1905 og var derefter vikar og kandidat ved Københavns amtssygehus fra 1905 - 07 og derefter reservelæge ved det nævnte sygehus i Svendborg 1907 - 08. Var derefter skibslæge ved D.F.D.S. og Ø.K. ved et par rejser. Var derefter reservelæge ved Boserup Sanatorium i efteråret 1908 og i første halvdel af 1909 ved Øresundshospitalet og Frederiksberg Hospital. Fra juni 1909 praktiserende læge og jernbanelæge i Stenstrup. Han afhændende praksissen d. 1/7 1927, hvorefter parret flyttede til Svendborg, hvor de byggede eget hus på Viebæltet. Da Peder Rasmussen var syg, og efter hans død, gik Maria, der som nævnt havde været inde i faderens store virksomhed, sammen med sin mand ind i ledelsen og afviklede en stor del heraf. Som nævnt bevaredes interessen i Svendborgs Mælkeforsyning og tillige i Aarhus Dampmølle hvor Maria er i bestyrelsen (1961). Ikke mindst overtog Maria den hjælpsomme gren af virksomheden på Brændeskovgård, ligesom hun holdt familietådene knyttet. Rudolf Becker døde allerede d. 1.2-1940 i Svendborg.

 
Skovgård, Maria Pedersdatter (I450)
 
864 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962:

Anna Bovbjerg Kjeldbjerg blev gift med Niels Mejlhede Sørensen. De boede først på Mårbjerggård, Skallerup på Mors fra 1919 til 1928. Derefter blev Niels Mejlhede inspektør for forsikringsselskabet "Hafnia" og flyttede til Hjørring.

Modtaget fra Niels Mejlhede Jensen, ældste barnebarn til Anna:

Anna Mejlhede, enke og mor til 9 børn, kom ikke til at lide finansiel nød, idet hendes mand naturligvis var vel forsikret. Der var enke- og børnepension og udbetaling af en pæn livsforsikringssum. Anna kunne have fået endnu et beløb fra Hafnia hvis en obduktion havde vist at ulykken skyldtes hjertestop af et svagt hjerte. Men denne obduktion af sin kære mand modsatte Anna sig.

Hjemmet på Fredensvej 27, der var vant til fast styring fra deres far, og ingen styring af de mange børn fra en svag mor, gik nu i kaos. Efter et par måneder måtte skrøbelige Anna indlægges som ”sindssyg” i Viborg.
Kirsten prøvede at klare hjemmets praktiske opgaver med vask, rengøring og madlavning – uden penge, da forsikringen først blev udbetalt måneder senere. Familien var vant til at leve af havens produkter. Nu manglede kartoflerne, men så fik de havens gulerødder hver dag i lang tid indtil situationen kogte over. Andreas som ældste søn betragtede sig ifølge traditionen som den nye styrende mand i familien og sad dermed på familiens penge. Bilen solgte han, - og brugte til sin egen læreruddannelse.

Niels Mejlhede havde en storesøster Anna. Hun fik 8 børn, hvoraf de 4 var født totalt døve. Hvilken stor opgave. Hun overtog fødehjemmet, et husmandssted på Mors. Men med de mange døvstumme børn var familien nødt til at flytte til en gård ved Ringe på Fyn, for at komme til en døveskole. Da Fredensvej 27 går i kaos med Anna Mejlhedes sygdom og indlæggelse, flytter lille Bodil og Erik over til deres faster Anna på Fyn i lang tid.

Da Anna en del måneder senere fik udbetalt hele livsforsikringssummen var der ingen banker i Hjørring der ville modtage de mange penge, på grund af en usædvanlig pengeseddelrigelighed i samfundet (efter krigen blev det klarlagt at tyskerne havde forlangt nationalbanken trykke milliarder af kroner til dækning af deres krigsmaskine i Danmark). Men her lykkedes det den ældste datter Astrid og hendes mand Regner at overtale deres sparekasse i Tårs til at modtage Annas penge.

Overinspektør Niels Mejlhedes pludselige død, efterladende en enke med 9 børn, berørte mange dybt i Hafnia forsikringsselskabet i København og hele landet. I ca. 1970 får min mormor pludseligt et gavebeløb fra København. En ældre medarbejder i Hafnia hædres med retten til at tildele en person et gavebeløb. Han var så rystet ved dødsfaldet i 1942 at den gave og ære skulle Niels Mejlhedes efterladte enke have.

Anna blev boende i sit elskede hus på Fredensvej 27 i Hjørring lige indtil sin død, kort før hun kunne være fyldt 91 år. 
Kjeldbjerg, Anna Bovbjerg (I51)
 
865 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962:

Ingvard Kjeldbjerg f. 17/12 1892, på Kjeldbjerggård. Død Højvang 27/5 1939, begravet fra Foldby Kirke.
Gift med Karoline Lyngby f. 2/8 1901 i Højvang, Foldby sogn, Aarhus, datter af gdr. Jens Lyngby og hustru Maren (Jens Lyngby var trillingfødt).
Karoline, også kaldt Nina blandt de nærmeste, var friskolelærerinde bl.a. i Fårtoft Friskole på Mors, hvor Ingvard lærte hende at kende. Ingvard var på højskole, bl.a. Askov, og landbrugsskole. Han var den eneste af brødrene, som gennemgik soldatertjenesten, men til gengæld også en lang tjeneste, over to år, idet han skulle have været udtaget til underofficer korporalsskolen, men blev fritaget mod i stedet at gå over til ambulancetjenesten, hvortil han fik forlænget tjenestetid med 3 mdr. Lige hjemkommet i juli 1904 blev han i august indkaldt til såkaldt sikringstjeneste på grund af optakten til Første Verdenskrig. Der måtte han ligge i ca. 1 år. Grunden, til at man ville have haft ham på korporalskole, var antagelig hans harmoniske legemsbygning og sikkerhed i øvelserne, hvilken han nok havde fra sin dygtighed og præcished som gymnast. Han var da også udtaget som deltager til det danske olympiadehold i Stockholm i 1912.
Efter giftermålet boede parret først på en mindre landejendom i Frøslev på Mors, men overtog få år efter Karolines fødegård, kaldet ”Refshøjgård”, i Højvang. Udhusene var meget gamle, af bindingsværk, som parret efter at være nogenlunde konsolideret begyndte en opbygning af. Da indhentede ulykken Ingvard pinselørdag d. 27. maj 1939. Han blev kørt ned af en bil med øjeblikkelig død til følge.

Fortalt af Bent Kjeldbjerg (søn af Ingvard Kjeldbjerg) til Slægtsfesten d. 9/6 2012:

"Jeg kan tydelig huske den dag, min far blev kørt ned. Far var på cykel til byen. Landbetjenten kom til Refshøjgård og ville tale med min mor. Og landbetjenten havde min fars kasket i sin hånd for ligesom at gøre det "bevist", at det var min far, Ingvard Kjeldbjerg, der var blevet kørt ned og dræbt. Og betjenten havde spurgt mor, om hun ville med for at se sin mand, men at han ville tilråde hende at sige nej! Vi fik senere at vide, at manden, der havde ført bilen - det var en chauffør hos Falck og Zonen - han var ikke på arbejde på det tidspunkt, men han havde i sin egen bil været hos Købmanden og havde forsynet sig lidt rigeligt med "de våde varer". Ja - den dag glemmer vi aldrig, og når jeg den dag i dag kører forbi stedet, hvor far blev dræbt, går tankerne tilbage."

Karoline, der derefter var alene med de 6 børn, var en stærk kvinde, og hun drev gården videre og fuldendte dens opbygning. Da alle hendes 6 børn var blevet voksne, var det Karoline, der sørgede for, at Højvang blev til et samlingspunkt for familien, både til fødselsdage og i julen. Karoline døde d. 5. august 1994. Hun blev 93 år.
 
Kjeldbjerg, Ingvard (I50)
 
866 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962:

Mikkel blev gift med nabodatteren Maren Pedersen Ringgård. Maren var datter af naboen gdr. Peder Nielsen Ringgård og hustru Ane Kristensen Bovbjerg.

Mikkel Kristen Jakobsen fik den gård på Kjeldbjerggårds jord (Lille Kjeldbjerg), som var skilt fra til hans faster. Om Mikkel vides, at han var en sparsommelig og driftig mand, der ikke kun drev sin gård, men som det berettes også handel.
I begyndelsen særlig gæs og lam, som han drog til København og solgte.
Små fif var jo heller ikke den gang ukendt, når det drejede sig om handel og ansås i øvrigt for lovlige, og Mikkel kunne også finde på at benytte sig heraf. Således var han engang i Nykøbing med gæs og solgte da en til boghandler Orth, som ved handelen sagde:! Nu er det vel ikke en gammel gås? Hertil svarede Mikkel nej og uden at lyve, for det var en gammel gase!!

Senere handlede Mikkel i nogle år med korn, men i de sidste år nøjedes han med at passe gården. Mikkel var en flink og snaksom mand, som også gerne ville snakke med børn, men hans midler til at være indladende på, var ikke heldig valgt, og overfor mindre børn især lovlig robuste. F.eks. ville han lære drengene at synge plejl visen, dvs. at sætte en plejl om halsen og så klemme til indtil man sagde av eller på anden måde lydeligt gav til kende, at det begyndte at gøre ondt. En anden spøg var at søge at løfte børnene i ørene eller i håret. Men trods sin sparsommelighed kunne han også give en skilling eller om sommeren sende børnene om i stikkelsbærrene. Var det ikke i “Sæsonen”, havde Maren altid kage at byde på.
Mikkel var politisk interesseret og hørte til den radikale gruppe indenfor venstre og kunne let blive uenig med sin svoger Kr. Ringgård som den gang var moderat venstre (senere ivrig tilhænger af det radikale venstre).
Den yngre broder Poul Jakobsen sluttede sig til den i krisetiden i 1890eme opstående Agrarbevægelse og holdt det en tid udkommende Agrardagblad, og det var Mikkel en torn i øjet. Således ville hans døtre gerne låne bladet for at læse føljetonen. men lånet måtte hemmeligholdes for deres far, da han ikke ville se bladet inden for sine døre.
Brødrene Mikkel og Poul, der blev naboer, kunne let få noget at blive uenige om, men heldigvis blev de lige så hurtigt gode venner igen. En aften kom Mikkel på en lille visit og da han gik, fortæller min mor, at far fulgte med ned gennem alleen og nede fra vejen kunne hun høre de blev højrøstede og skændtes. Da far kom tilbage spurgte mor ham, hvad de nu havde skændtes om. “Å, det var kun om en gammel sæk, som far havde fået kom i og nu ville Mikkel have sin sæk med hjem, men far kunne ikke finde den rigtige sæk med Mikkels mærke på. Det hjalp ikke da han blev tilbudt en anden og ligeså god sæk, det skulle være hans sæk.
Det var også galt, hvis et lam stak over skellet, der bestod af en tjørnehæk, der fra syd til nord var plantet for at markere grænsen mellem de to ejendomme.
Disse ømfindigheder hos Mikkel hørte sikkert en vis grad sammen med hans medfødte akkuratesse. Der var i disse gengivne karaktertræk betydelig forskel på Mikkel og Poul, hvilke egenskaber i nogen måde synes at kunne spores i slægten fra Klitgård og slægten fra Skjoldborg.
Efter kvindemening var Mikkel slem til at snuse i bryggers og køkken (her må man dog tænke på hvad der er bemærket om faderen) og han kunne skælde svært ud over en ituslået kop. Heldigvis var det Marens natur at møde dette med et godmodigt smil.
Mikkel blev ingen gammel mand, han fik læbekraft og blev opereret af en stedlig læge, men det var for sent. Senere søgte han lægehjælp i København, men blev sendt tilbage uden behandling og kom på Nykøbing sygehus. Kræften havde formentlig bredt sig til bughulen og han havde bugvattersot, hvorfor han blev tappet nogle gange inden han døde 63 år gammel.
Maren overlevede sin mand i næsten 30 år, til hun døde 1934 nogle dage før sin 90 års fødselsdag. Hun var rask og rørig, indtil hun særlig det sidste par år sløvedes på hukommelsen.
Hun boede, efter at have afstået gården til datteren Anne og hendes mand Rasmus Kristensen, i et lille hus, som hun byggede hvor vejen fra kommunevejen gik ind til gården. I reglen var en af de ugifte døtre hjemme hos hende.
Mikkel og Maren er begravet på Ansgar kirkegård.
 
Jakobsen, Mikkel Kristen (I26)
 
867 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962:

Tipoldemor til Ane Poulsdatter Nørgård.

Fra Slægtsbogen side 19:
Jørgen Jensens datter Margrethe Jørgensdatter, der var født i 1636 blev 3. påskedag 1666 gift med Christen Jørgensen Smed fra Sperring, hvor hans far var smed, hvorfor Chr. sikkert var kaldet smed og måske selv var smed.
Parret fik en ret stor gård i Ås i fæste. Den hørte under Ørum, senere Højris på Mors hvor ejeren (Klingenberg) ejede begge gårde.
Hvad forklarer, at storbondedatteren gifter sig under sin stand selv om en smed var lidt af en rangsperson i de dage. På den tid veg man sjælden uden om principper: Lige børn lege bedst. Selv om man intet bestemt ved om forholdet mellem de to ægtefæller kan det følgende nok give stof til visse antagelser. I begyndelsen af november samme år havde de en datter til dåben, hun blev kaldt Else. Den gode præst noterer i den anledning (på latin) 11 uger for tidligt. Men seks uger senere måtte han igen ty til latinen: ”3. søndag i advent fandt Chr. Jørgensen Smeds død for egen hånd sted i Sperring". Han boede som nævnt i Ås. Med Øvrighedens tilladelse — men uden klokkeklang og præst — hemmelig begravet ved nattetid på Skjoldborg kirkegård d. 22. december 1666. Hvad har drevet denne nygifte mand og fader og gårdfæster til selvmord? Har tanken om, at han med sin hustru på grund af ”den for tidlige fødsel” var hjemfalden til kirkens diciplin og den skam der måtte følge af at skulle stå "åbenbare til skrifte" som det hed, været ham uudholdelig? Eller har han fundet sig skuffet eller endog bedraget i sin ægteskabelige lykke? (Det ligger vel nær at tænke, at han har regnet ud, at han næppe kunde være far til datteren, og har måske Margrethe sagt ham denne sandhed. Hvad kan også have været grund til, at en pige fra en øjensynlig velhavende storbondehjem ikke blev gift før hun 30 år gammel, usædvanlig gammel for datiden, blev viet til Chr. Jørgensen Smed? Om end dette kun er gisninger, er det i hvert fald givet, at samtiden må have kendt forklarende og undskyldende omstændigheder ved hans gerning, ellers havde øvrigheden næppe givet lov til, at frænder og venner ved nattetid måtte smugle hans lig over kirkegårdsdiget og begrave ham i Indviet jord.

Side 20: Margrethe forblev ugift i 3½ år, hvilket var usædvanligt for så ung en enke.
I sommeren 1670 blev hun gift for 2. gang med Laust (Laurids) Nielsen f. 1635 - d.1678. Han var søn af Niels Laursen, fra Thorsted ca. 1600-1670

De fik flg. børn: Jens Laursen f. 1672, Poul Påske og Inge f. 1675 (tvillinger), Anna f. 1678.
Jens Laursen blev gift med Maren Jensdatter og fik gården Rørkjær i Nr. Skjoldborg i fæste. De fik en datter som blev døbt Magrethe f. 1710.

Magrethe Jørgensdatter blev gift 3. gang med Poul Nielsen som døde 1713. De fik et barn, som døde som lille. 
Jørgensdatter, Margrethe (I295)
 
868 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962: Bjergby, Lars Lynggaard Pedersen var bror til Inger Kristine Pedersen (Pedersdatter), der blev gift med Jakob Mikkelsen. (Jakobs 1. kone). Lars fik tilskødet gården Klitgård, før faderen, Peder Mortensens, død. se side 23 under Else Jakobsen.

Fra Slægtsbogen Ane Christensdatter(født på Søndergård) og hendes efterkommere forfattet af Jens Chr. Søndergaard og udgivet i 1949 fortæller:

Kirsten Christensdatter var født på Østergård i Tøving d. 14/3-1822. Hun blev gift med gårdmand Lars Lynggaard. De ejede Burhøjgård i Bjergby. Lars Lynggaard var en kendt mand på Mors, han var i en årrække Amtsrådsmedlem, medstifter af Landbygningers Brandforsikring for Thisted Amt og et virksomt medlem af frimenigheden i Øster Jølby. Hans virksomhed har sat dybe spor i egnen.
Kirsten var en sjælden god og virksom kone, i et gravskrift lignes hun i fromhed ved sin moder. Hun var ualmindelig god mod tjenestefolkene og andre arbejdere, som kom i den ret store gård, og meget gavmild mod sognets fattige.

Nekrolog: I "Mors Dagblad" fra 14.-2.1898 findes følgende Artikel: LARS LYNGGAARD. Den 9. Februar døde en af Morslands Storbønder, Storbonde i bedste Forstand, Lars Lynggaard i Bjergby. Han opnåede en høj Alder, 84 år, og var en Pryd for sin Stand 1ige til sin Død. Lars Lynggaard fødtes i Klitgaard her på Mors den 23. Januar 1814, Faderen, Peder Mortensen, og Moderen, Karen Lynggaard, var begge fra Lødderup Sogn. I 1844 blev han gift med Kirsten Kristensen, Datter af Gårdejer Kristen Madsen og Hustru Ane Søndergaard i Bjergby. Han overtog sin Hustrus Fødegård - den han boede i til sin Død. Lars Lynggaards i Bjergby var et af de Hjem, hvor der var godt at være både for store og små. Kirsten Lynggaard var en stille og blid Hustru og Moder. Hun var af de stille i Landet, men hun havde en såre heldig Indflydelse på sine Omgivelser, grundet på sit rige og varmtfølende Hjerte og sin åbne Hånd. Hun havde sikkert bidraget sit til, at Lars Lynggaard altid var den hjælpsomme Mand, både med Råd og Dåd. Han hører til en Slægt, der sætter dybe Spor, og selv har han ved sin Færd efterladt sig Spor, der længe vil kendes. Mange er de, der vil savne Lars Lynggaard og mindes ham med Glæde og Taknemmelighed. Ikke få er de Tillidshverv, han har haft både i kommunal og andre Henseender. Han har således i en Række år været Sognefoged, Medlem af Sognerådet og i Tredserne var han Medlem af Amtsrådet. I sin Tid arbejdede han stærkt på at få tvungen Fattighjælp afskaffet i Bjergby Sogn, hvilket også så nogenlunde lykkedes en Del år, ved at man i Kommunen dyrkede fælles Jord til de fattiges Underholdning. Han tog virksom Del i Oprettelsen af Brandforsikringen for Bygninger i Thisted Amt, ligesom han også med Ihærdighed arbejdede for Oprettelsen af Brandforsikringen for særlige Ejendele på Mors og sad i mange år i Bestyrelsen for samme. Sin Gråd drev han mønsterværdigt i sine kraftige år. Han var en af de første på egnen, der gjorde Forsøg med Dræning, ligesom han også var en af de første, der gik over fra at sælge magre Stude og til selv at fede dem. Den kjønne Have og øvrige Træplantning vidner om, at han også havde Sans og Dygtighed i den Retning. Lediggang var Lars Lyngg1ard en Hader af. Var han ikke at finde ved andet Arbejde, var man altid sikker på at finde ham i Smedjen, hvor hans Nævenyttighed kom ham til gode, thi skønt han aldrig havde lært Smederiet, så kunne han dog for en stor Del istandsætte Gårdens Redskaber, og det blev han ved med så at sige til sin Død. Men trods sin Arbejdsiver havde han dog altid Tid til Samtale, især når det gjaldt nyttige Foretagender. Gammel og aflægs blev Lars Lynggaard ikke. "Gammel" ville han ikke være, og aflægs fik man aldrig Indtryk af, at han var. Man kunde således omtrent altid være sikker på at træffe ham ved større Folkemøder og ved kirkelige Møder og ret ofte om Søndagen i Kirken, og man kunne aldrig se på ham, at han var så gammel, som han var. Han var godt med i Tiden, både i den ene og den anden Retning. Da der for mange år siden blev Tale om at oprette en Højskole i Galtrup, var han en af de ivrigste til at fremme Iværksættelsen af denne Sag både med Mund og Hånd, og noget lignende gentog sig senere, da samme Skole skiftede Forstander. I det hele taget, hvor en god Sag trængte til at nyde Fremme, der var han med til at støtte. Han kunne ikke godt lade nogen trængende gå uhjulpen fra sig. Han havde sluttet sig til Frimenigheden i Øster Jølby og befandt sig såre vel der, thi han havde den Glæde at kunne samles med alle sine Børn der. Mange er de, der har kendt Lars Lynggaards Hjem - og mange er de, der er gået sorgbetyngede derind, men gået derfra med Følelsen af, at et kærligt Ord gør Hjertet så godt, og derfor blev der sagt, da Kirsten Lynggaard døde: Nu har vi tabt en fuldtro Ven, en højbåren ædel Danekvinde. Og nu 12 år efter vil der blive sagt: Nu tabte vi en trofast Støtte og Rådgiver, en Hædersmand og Danemand. Derfor vil ret mange forhåbentlig skønne og drage sig det til Indtægt og Eftertanke, at i dette Hjem har Bjørnsons Ord tilfulde være forstået og efterkommet, når han synger. Elsk din Næste du kristen Sjæl, træd ham ikke med jernskoet Hæl, ligger han end i Støvet. Alt, som lever, er underlagt Kærlighedens Genskabermagt, bliver den bare prøvet. Og derfor har Lars Lynggaard og hans elskelige Hustru kunnet efterlade sig saa skønne Minder, som de har. Ja, gid deres Minde maa leve længe og lysende iblandt os. Journalist Lars Vad.


--------------------------------------------------------
Oplysningerne er ikke verificeret endnu - var det Burhøjgård eller Klitgård, eller var Lars Lynggaard ejer af begge gårde?

Ifølge denne slægtsside på MyHeritage (der kræver log-in) så har han ejet Burhøjgaard i Bjergby : https://www.myheritage.dk/site-family-tree-225099771/winkler?familyTreeID=1&rootIndividualID=1510820 
Lynggaard Pedersen, Lars (I476)
 
869 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

1.8.3.1 Per Kjeldberg Jakobsen ing. cand. polyt. F. 8/5 1922. Død 20/4 1956. Gift i 1947 med Inger Sabro, f. 26/4 1921. Parret fik to børn: Uffe og Dorthe. 
Jacobsen, Per Kjeldberg (I277)
 
870 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Aksel Lynggård Pedersen f. 15/3 1923 gdr. ’’Kjærsminde” Sillerslev, Mors. Gift med Maren Markvorsen f. 9/4 1920, datter af Søren Overgård M. og hustru Martine.  
Pedersen, Aksel Lynggaard (I435)
 
871 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Anna Lynggård f. 3/1 1922 og død 27/2 2007. Ugift. Boende i Ulstrup i 1962. Meddelt ikke Interesse. 
Pedersen, Anna Lynggård (I440)
 
872 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Asger (tvilling til Ingrid) er som sine brødre landmand og blev gift med håndgerningslærerinde Inger Grethe Hansen f. 17/1 1930 på Sjælland, men kom i sit fag til Mors. Da de blev gift fik de jord fra Fårtoftgård og tilkøbte mere fra Kølviggård og byggede på toppen af bakken.
 
Bovbjerg, Asger (I103)
 
873 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Asger Kjeldberg Jakobsen f. 14/3 1887 død 1968. Asger var fra dreng meget musikinteresseret og tog undervisning i violinspil, hvilket var hans fremtidsdrøm, men da det ikke mindst den gang ansås for en meget usikker fremtid tog han lærereksamen fra Jelling i 1909. Bor i 1962 som pensionist i Roskilde. Gift i 1914 med Sigrid Israelsen, lærerinde. F. 9.7-1885 - død 25/7 1945.
Asger søgte stilling som kommunelærer i København og dyrkede i de første år violinspil, men holdt så pludselig op med at røre violinen, formentlig p.gr. af skuffede forventning.
I ægteskabet var der 2 børn: Per og Hanne
 
Jacobsen, Asger Kjeldberg (I261)
 
874 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Dagmar Lynggård f. 28/2 1895, død d. 6/6 1953. Gift med gdr. Marius Thomsen, f. 14/9 1894, død I 1962. Gården udstykket fra Burhøjgård. Her har desuden Kirstine og Poul Foged boet og derefter Andreas og Else Pedersen.  
Lynggård, Dagmar (I254)
 
875 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Kjeldbjerg, Dagny (I96)
 
876 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Ellen Margrete Kjeldberg Jakobsen f. 18/3 1884. Uddannet lærerinde, fra Vordingborg seminarium i 1915. Gift i 1916 med Jens Laursen Emborg f. 22.12-1876, Organist, komponist, seminarielærer. Fra 1939-47 statens sanginspektør.

Jacobsen, Ellen Margrethe Kjeldberg (I259)
 
877 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Gift med gdr. Andreas Pedersen, Bjergby. Bosatte sig senere i Århus.  
Lynggaard, Else (I253)
 
878 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Helga Bovbjerg f. 20/7 1905 død 26/1 1970, gift med Niels Sandal f. 11/7 1897 død 13/3 1992, søn af gdr. i Bjergby Peder Sandal f. 15/4 1868 død 15/4 1938 og Mette Kusk f. 13.11-1873 død 4/2 1939. Niels Sandal overtog fødegården "Vendbjerggaard" i Bjergby i 1935 men han var allerede forpagter på gården, da han blev gift med Helga. Som hobby har de begge dyrket sang. Helga var i en årrække formand for Bjergby Husholdningsforening.

Parret fik sammen 5 børn: Mette, Peder, Anders Christian, Arne og Hanne. 
Bovbjerg, Helga (I97)
 
879 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Kjeldbjerg, H. (I111)
 
880 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Sørensen, Inger (I236)
 
881 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Ingrid Bovbjerg (tvilling til Asger) f. 9/11 1914 gift med civilingeniør Arne Glæsel f. 14/7 1909 i København, søn af kommunelærer Glæsner. Parrets bekendtskab stiftedes, da Arne var på Mors for at lede bygningen af en udskibningsbro fra et molerværk(brud). Arne Glæsel ansat ved Københavns kommunes ingeniørkontor. Dyrker musik som hobby. Ingrid fik rystesyge og blev opereret, men blev ikke rask og døde i 1971. 
Bovbjerg, Ingrid (I101)
 
882 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Pedersen, J.L. (I436)
 
883 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Jens Lynggård Pedersen. Gårdejer Agerø. f. 9/1 1921, gift med Erna Steffensen f. 30/6 1924 i Karby. Datter af sognefoged Albrecht Steffensen og hustru Sine  
Pedersen, Jens Lynggård (I434)
 
884 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Sørensen, J. (I233)
 
885 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Johannes Jakobsen f. 15/8 1915. gdr. Hanklitgård, Flade g.m. Sidsel Lynggård Bukh d. af gdr. Laurids Bukh og Marie, f. Lynggård d. af gdr. Peder Lynggård, f. 28/4 1890. I ægteskabet er der 5 børn. 
Jakobsen, Johannes (I362)
 
886 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Johannes Lynggård Pedersen gdr. Bundgård, Junget i Salling, f. 6/5 1917. Gift med Marie Mark, f. 26/12 1917, datter af gdr. Jens Mark, Erslev, og hustru Kirsten. 
Pedersen, Johannes Lynggaard (I438)
 
887 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Kirstine Lynggård f. d. ?, gift med Ejvind Katholm, gdr. Attrup pr. Ryomgård, f. 29/8 1925, søn af Konstantius Katholm og hustru Kirstine f. Hansen 
Pedersen, Kirstine Lynggaard (I439)
 
888 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Kristen var søn af Lars Lynggaard i Bjergby, som det igen skal anføres,var bror til Jakob Mikkelsens første kone Inger Kirstine Pedersdatter (Lars og Inger Kristines far var Peder Mortensen Klitgård) Stine og Kristen Lynggaard boede først i en gård i Bjørndrup nær Nykøbing, men senere kom de hjem og overtog Kristens fødegård i Bjergby. Klitgårdslægten synes som karakter at have været påpasselige i deres pengesager og af et jævnt og bramfrit væsen, men måske nok i noget overdreven grad. Så det kan siges at de i nogen grad satte en ære i at optræde jævnt og bramfrit både i væsen og påklædning, så det nok med nogen ret har kunnet siges, at de var bondearistokratiske. I alle tilfælde kan det vist med rette siges, at hjemmelivet, hvor den prægedes af denne slægt, kunne betegnes som værende patriarkalsk. Hjemmet i Bjergby kan karakteriseres som konservativt, idet der holdtes på det overlevende og bestående, og det både angående slægten, gods og skikke. Kristen Lynggaard og Stine var dog blandt de førende i Øster Jølby Frimenighed og Friskolen, men holdt her også på det bestående. Når Friskolen havde Juletræ eller der hos Kr. Lynggaard var privat børnekomsammen, kunne han gå foran i leg og dans, og ofte tog han sin harmonika og spillede op. Men slig morskab måtte dog ikke gerne påbegynde inden Kr. Lynggaard selv gav bolden op. I hjemmet var husordenen underkastet husfaderens enevælde, og i sognet og Sognerådet må han nærmest betegnes som en slags sognekonge, men en stilfærdig af slagsen.
Karlene måtte ikke gerne begynde på noget nyt arbejde uden at have spurgt husbond, og "gode råd” var ikke velsete. Således kom en dag i en regnfuld høst Avlskarlen ind til Kristen Lynggård og meldte: Nu er de begyndt at køre korn ind hos Jens Hansen. Kr. L. svarede: ”Nå er de det, ja du kan komme og sige til, hvis de begynder at hente af vores korn”.
Slægtsfølelser gav sig også udslag på den måde, at vist ingen af familien gik uhjulpen fra Kristen Lynggård, hvis der trængtes til hjælp.
Stine fødte sin mand 5 døtre men ingen sønner.
I 1926 afstod Kr. Lynggård gården til sin svigersøn Peter Andreas Pedersen, som var gift med datteren Else. Stine og Kristen flyttede da sammen med deres datter Marie til Ø. Jølby, hvor de købte et stykke jord og byggede hus.
Der lå en vis selverkendelse bag beslutningen om at flytte bort fra Bjergby, idet Kristen Lynggård indså, at det var bedst, at han ikke så på den daglige drift af gården, da det ikke var sikkert, at han stiltiende så på eventuelle forandringer.
Stine døde i 1931, og Kr. Lynggård døde i 1936. Deres grav er på Frimenighedens Kirkegård i Ø. Jølby.

Fra Slægtsbogen Ane Christensdatter(født på Søndergård) og hendes efterkommere forfattet af Jens Chr. Søndergaard og udgivet i 1949 fortæller:

Kristen og Inger Kristine boede først i Bjørnrup, men overtog i 1895 "Burhøjgaard" i Bjergby. I 1924 flyttede de til Ø. Jølby.
Kristen var i mange Aar Medlem af Menighedsraadet for Frimenigheden, ligesom hans mefødte gode Evner paa mange andre Felter blev taget i Brug i det offentliges Tjeneste. Han blev saaledes i en ret ung Alder valgt ind i Tødsø-Erslev Sogneraad og var i nogle Aar dets Forman. I Bjergby blev der ogsaa ret hurtigt overdraget ham forskellige Tillidsposter. Det varede ikke mange Aar inden han blev valgt ind i Sogneraadet, der straks valgte ham til Formand, hvilken Plads han udfyldte med stor Dygtighed. Han var ligeledes i en lang Aarrække Formand for Sognets Venstreforening nogle Gange Valgmand ved Landstingsvalgene, Bestyrelsesmedlem for Sognets Sparekasse o.m.a.
Lynggaard, Kristen Larsen (I249)
 
889 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Kristian Lynggaard Pedersen var gårdejer i Solbjerg, gift med Karen Drejer f. 29/5 1915, datter af fhv. præstegårdsforpagter Søren Drejer og hustru Dorthea. 
Pedersen, Kristian Lynggaard (I431)
 
890 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Laurids Lynggård Pedersen gdr. True pr. Brabrand. 
Pedersen, Laurids Lynggaard (I437)
 
891 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Maren Jakobsen f. 13/1 1904 gift med Gregor Poulsen Gregersen f. 9/5 1897 i Nr. Alslev ved Varde og har en gård i Nr. Alslev v. Varde. De har i alt 5 børn 
Jakobsen, Maren Sandal (I357)
 
892 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Organist, komponist, seminarielærer. Fra 1939-1947 statens sanginspektør 
Emborg, Jens Laursøn (I446)
 
893 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Overtog Fårtoftgård ved faderens død.
Jens Bovbjergs hobby var oldsager. 
Bovbjerg, Jens (I99)
 
894 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Peder Jakobsen f. 30/08 1912 gift med sygeplejerske Julie Rasmussen. Havde først en gård i Hvornum ved Hobro. Bestyrerede derefter et Alderdomshjem. De har 5 børn. 
Jakobsen, Peder (I361)
 
895 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Poul Kristen Jakobsen blev kun kaldt og underskrev sig i reglen kun med Poul Jakobsen. Som den der efter faderens død stod som lederen af Kjeldbjerggårds drift og sammen med sin mor havde mere eller mindre ansvar for sine yngre søskendes ve og vel tillige med, at han senere ved sit giftemål overtog fædrene hjem, blev vel den af søskendeflokken, som havde mest at gøre med samtlige søskende. Ydermere styrkedes forholdet ved, at han og hans kone altid var værter, når de forskellige søskende besøgte deres mor og hjemmet, selv om de udenbys boende ved besøg fordeltes til de øvrige søskende, som kærkomne gæster, man så at sige kappedes om at modtage.
Ved guldbrylluppet i 1929 var der i Morsø Folkeblad en længere omtale af Poul og Kirsten Maries liv og virke, ligesom samme blad ved Kirsten Maries 90 års dag havde et flerspaltet interview “Gammelmor” bliver 90 i kredsen af over 100 efterkommere og fortæller minder fra et langt og rigt liv.
Poul måtte som nævnt være mand i gården fra han var 22 år da hans far døde. Han havde først været på Galten højskole og på Tune landbrugsskole hos “ gamle Svendsen” og det var sikker med til at sætte sit præg på hans virke som landmand. Ikke sådan at forstå, at han var nogen større teoretiker - tværtimod.
På landbrugsskolen fik han da også i stedet for at fordybe sig i kemien og andre teoretiske fag, lov til at deltage i fodringen af skolens køer og således i praksis at få indblik i Svendsens fodrings-teorier.
Også smørproduktionen fik han indblik i. og denne indsigt søgte han at nyttiggøre i driften af Kjeldbjerggård.
Han havde i det hele taget lyst til nyt, der kom frem, for at prøve om det kunne hjælpe på produktionen og lette arbejdet, så der kunne opnås bedre rentabilitet for landbruget og husdyrbruget. På Kjeldbjerggård gik han således i gang med at oprette og drive et såkaldt “vandmejeri” og opkøbte mælken hos mindre landbrugere og nogle gårdejere, som gerne var fri for selv at fremstille smør til salg. Til hjælp ved arbejdet havde han en mejerske, ligesom eget hold af malkekøer forhøjedes til 20-24, hvilket var omkring det tredobbelte af det antal der holdtes på gårde af lignende størrelse.
Til afkøling i mejeriet var rindende vand selvfølgelig en stor fordel, og det blev fremskaffet ved fra bakken, som fandtes sydøst for gården og hvor der nær toppen fandtes et kildevæld, at lede vandet i rørledning til gården, som dermed fik rindende vand både ude og inde.
Mejerilokale indrettedes i gårdens østre ende, hvor der gravedes en kælder på godt en meters dybde og der op muredes 4-5 bassiner, hvorfra vandet kunne løbe fra det ene til det andet, som det ønskedes. Som drivkraft for kærnen anvendtes først håndkraft, men da produktionen steg, benyttedes en såkaldt hestegang.
I løbet af de følgende år (slutningen af 1870’erne) blev flere af omegnens gårdejere, for øvrigt alle i slægtskabsforbindelse, enige om at søge bort fra smørproduktionen i hjemmet og sammen med 8 andre mænd fra Gullerup, Flade og Fåretoft, enige om at oprette et Dampmejeri hvor man brugte damp til kraft og varme. Et sådant mejeribrug drevet på grundlag af et privat interessentselskab kaldte man for et fællesmejeri. Det omtalte blev som en trefløjet ejendom bygget på det nordøstlige hjørne af Fåretoft imod Gullerup. Hovedfløjen indeholdt foruden mejerilokaler også i den sydlige ende mejeribestyrerens bolig. Den nordlige fløj var indrettet til osteopbevaring og is opbevaring.
Man kendte endnu ikke frysemaskinerne, hvorfor man brugte is der selvsagt til smørproduktionen var en bedre afkølingskilde end det rindende vand.
I frostperioderne hentede man da is fra omegnens damme og mergelgrave og bragte det til ishuset, hvor væggene var beklædt med alentykke isolationer, der også bestod af stedlig gratis materiale som for eksempel tørvesmuld, avner eller halm.
De øvrige bygninger gav foruden plads til hestestald også plads til biproduktion, som stifterne havde regnet ud skulle være en kilde til at give rentabilitet i driften. Det drejede sig om svinehold i forbindelse med mejeridriften. Det var jo sådan, at mejeriet opkøbte mælken og ejerne fik i almindelighed ikke skummetmælken tilbage. Af denne fremstillede man så ost, ja det var virkeligt sådant at man til det meste af osteproduktionen kun anvendte skummetmælk. Måske et lille kvantum 20% ost og ikke som nu, hvor det nærmest er umuligt at købe ost af denne kvalitet.
Affaldet fra ostefabrikationen er som bekendt vallen, og denne var der ingen der ville købe. Da man blev klar over at der dog var nogen næring tilbage deri, ville man bruge dette spildfoder til svineføde. Som svinerøgter antog man naboen til mejeriet, husmand Kristen Møller fra Gullerup.
Der skal bemærkes om denne mand, at han havde skaffet sig særlig god uddannelse, idet han havde været på højskole og var i særdeleshed dygtigere til at skrive og særlig regne, end det var almindeligt. Det får betydning i den følgende beretning. Af hensyn til bogens omfang, skal blot anføres, at Kr. Møller var forhenværende uddeler i brugsforeningen og senere regnskabsfører i den også stiftede foderstofforretning.
Den tilsyneladende gode ide med svinehold blev en fiasko. For det første blev svinepriserne elendige, og det vil sige et fald på 4 - 5 kr. pr. gris, der i øvrigt kun kostede 22 - 24 kr. som slagtefærdige. Endelig var den megen valle ikke særlig heldigt foder og grisene vantrivedes og fik
også stivsyge, som man på dette tidspunkt ikke kendte årsagen til, og man kendte ingen midler til at behandle den med. Det blev altså ikke nogen god forretning at drive fællesmejeriet.
Imidlertid var andelstanken dukket frem og søgtes også draget ind i landbrugsproduktionen. Både Poul Jakobsen og de øvrige deltagere var interesseret i denne bevægelse og de anvendte den da i praksis således at de fik skaffet interesse for et andelsmejeri og fik startet “Fåretoft andelsmejeri” og dette andelsselskab overtog mejeriet, som efterhånden fik mælk fra Vildsund til Dråby Vig.
I 1913 blev “Fåretoft andelsmejeri” nedlagt og delt i to mejerier, Flade og Solbjerg andelsmejerier. Forfatteren (dyrlæge Johannes Kjeldbjerg) kom også til at få personlig kendskab til dette mejeri, som elev i sommeren 1914.
Poul Jakobsen gik ivrigt op i den jyske kvæg og hesteavl og fremstillede dyr på dyrskuer både på lokalskuet i Nykøbing og de jyske ungskuer. Poul Jakobsen holdt også selv af at komme til disse skuer og andre møder, og ved forskellige lejligheder holdt han gerne en lille tale, der gerne indledtes med en vittighed eller iørefaldende vending. I øvrigt var talen nok noget springende i sammensætningen, men påhørtes gerne fordi den som nævnt krydredes med de nævnte muntre vendinger eller en lille “ historie” og han talte ikke for længe. I disse festlige lag ville han også gerne have et par glas, og det hændte også et over stregen efter meningen i den åndelige grundtvigske bevægelse fandt passende. Ja også hvad Kirsten Marie af den noget mere på værdighed holdende Ringgårdske slægt syntes passende. Poul var i øvrigt selv interesseret i de åndelige spørgsmål og ikke mindst friskolesagen, da han som barn havde følt selv, hvorledes det var med en sløj skolegang og lærer, der troede på at visdommen skulle bankes ind i børnene, og det gik dog ikke mest ud over hans rygstykker, da Kjeldbjerggård var den gård i Gullerup, som havde flest tønder hartkorn. Det rent boglige og skriftlige var dog ikke Pouls stærke side. Men undervisningsmetoden var heller ikke udviklende, thi ubegavet var han ikke. Han holdt meget af sang, men var ikke selv nogen heldig udøver af sangkunsten, en evnemangel som i øvrigt findes hos flere grene af familien i de følgende generationer.
Efter at have overtaget slægtsgården i 1879 giftede han sig med Kirsten Marie Ringgård, som var datter af Peder Ringgård, som ejede nabogården, og hans kone Ane Kristensen Bovbjerg fra Fåretoft. Bemærk at dette indgifte mellem slægten Bovbjerg og slægten fra Kjeldbjerggård i dag er fortsat i 4 generationer. De to brødre Mikkel og Poul var altså blevet gift med to søstre af Ringgårdslægten og de opstående søskendebørn kan således arvelighedsmæssigt siges at være ¾ dobbelt blodsbeslægtede. Poul og Mikkel var jo halvbrødre.
Overtagelsen af gården skete under datidens højkonjunkturer i tilslutning til treårskrigen og krigen i 1864, men i det hele taget var der sket en stærk stigning i priserne på landbrugsejendomme siden statsbankerottens dage. Den første stigning viste sig for Kjeldbjerggårds vedkommende i 1824, og det var da den ved ejerskifte blev sat til en pris af 1200 rigsdaler og den havde på dette tidspunkt et tilliggende på 9 tdr. hk. Hvorimod den efter at være delt kun havde 61/2 td. l. i 1879. Men allerede ved skiftet før Jakob Mikkelsens andet ægteskab 1849 blev værdien forhøjet til 12.000 rigsdaler.
Da Poul i 1879 efter i 8 år at have været bestyrer af gården for sin mor overtog gården var det for en pris af 45.000 kr. og det var efter, at der var afgivet jord til 2 ½ td. hk. Da han i 1905 afstod gården til sin søn Peder Kjeldbjerg var prisen gået ned til 41.000 kr. til trods for at besætningen var næsten tredoblet og foldudbyttet gennem dræning m.m. kunne anslås til det dobbelte, i dag 1960 anslås prisen til at være omkring det seksdobbelte (246.000 kr.)
Med landbrugskrisen i 1880’erne blev det derfor kun muligt ved flid, sparsommelighed - ja, nøjsomhed, sammen med omlægning af driften, at klare udgifterne og beholde udkommet. Som det allerede fremgår af det anførte, gik Poul stærkt ind i det arbejde som med beundringsværdig energi gennemførtes for at omlægge det danske landbrug efter tidens og nødvendighedens krav. Da forfatteren i 1930’erne agiterede for udryddelsen af kvægtuberkulosen og blev mødt med den indvending at det var trange tider, henviser jeg til, at det var anderledes trange tider i 1880’erne og 90erne, men til trods herfor rejste landmændene en skov af mejeriskorstene landet over og der byggedes slagterier, så grisenes skrig på slagtedagen kunne høres fra Skagen til Gedser. Når sådanne forhold også bliver omtalt i en slægtsbog er det for at den yngre og eventuelt kommende generationer bedre kan sætte sig ind i det miljø, hvori deres forfædre har levet og kæmpet, ikke blot for det daglige brød, men også medvirket til at bygge landet op til gode for de kommende slægter. Af den pris som Kjeldbjerggård satte til ved overtagelsen, skulle arven udredes til de 7 levende søskende og aftægten til hans mor ligesom alle de yngre søskende skulle forsørges indtil de blev voksne og eventuelt gifte.
Som medgift skulle der foruden pengearven præsenteres udstyr til søstrene. Det var sengetøj, dækketøj og gangtøj.
Man må her betænke, at formuen var den pris gården var sat til og der medfulgte ikke en pengekiste med penge eller bankbog, hvor beløbene kunne hæves. Det var næsten forhold som nu i årene omkring 1960. Gården repræsenterer en værdi, endda en opskruet for ejerne, men hvis den ikke overtages af fremmed kapital, men af børn der ingen likvide midler råder over.
Det var derfor forståeligt, at det ikke var noget helt let hverv Kirsten Marie Ringgård gik ind til som kone på Kjeldbjerggård d. 11.11 1879. Det var ikke så meget det intensiverede landbrug med mejeri hvilket mejersken forestod, som det var pligten til at få sørget for det forskriftsmæssige udstyr til de yngre og jævnaldrende svigerinder, så det ikke skulle udsættes for kritik.
Der måtte derfor hele tiden holdes en ekstra pige, som var dygtig til at væve, men linnedet skulle jo også sømmes og sys, men hermed kunne de hjemmeværende piger dog hjælpe. Hver skulle have 2 sæt sengetøj, dog fordredes kun det ene sæt fyldt med fjer. Desuden til hver 12 sæt linned og et par duge. Endelig var det pligtig at holde pigernes bryllup standsmæssig, som det hed i skødet, og hvis brylluppet ikke holdtes, skulle der udbetales 100 kr. i kontanter. Til sammenligning med nutiden skal anføres, at det var mere end et års løn til en pige og mere end prisen for en god ko.
Men i øvrigt var der meget for en husmoder at foretage sig i disse tider med den daglige husholdning, hvor man selv bagte både rug- og sigtebrød (fint brød). Endelig skulle der brygges øl og slagtes svin og får (lam). I de første år skulle der slagtes 5-6 stk. af de sidste, og konen skulle selv kunne slagte dem. Mor fortæller at hun skulle lære det hjemme at være slagter.
Fårene slagtedes på den måde, at man øverst på undersiden af halsen stak en spids slagtekniv (såkaldt stikkniv) med knivryggen vendt mod halshvirvlerne tværs gennem halsen og skar så halsens bløddele helt igennem, hvorved pulsårerne blev overskåret, hvorefter dyret hurtigt døde, vel at bemærke, når kniven var skarp og hånden sikker. Jeg husker endnu en sådan fareslagtning fra jeg var 4-5 år og har endnu ikke glemt hvorledes mors udtryk var et helt andet, når hun med kniven i hånden og det sammenbidte udtryk i ansigtet og med stive skridt gik hen mod ofret der lå med sammenbundne ben på det omvendte kar. Det var tydeligt hende en modbydelig pligt. Hun har i øvrigt fortalt, at hun værgede sig ved at lære det hjemme, men så blev hun truet med, at før hun vist hun kunne det, blev der ikke holdt bryllup for hende.
I foråret 1905 overdroges gården til sønnen Peder Kjeldbjerg, som skulle giftes med Kirstine Bovbjerg, som var en datter af Lars Larsen Bovbjerg, Fårtoft. Nogle år i forvejen havde Poul Jakobsen købt et husmandssted, hvis ejer var Mikkel Jensen, som lå lige nord for gården og var det eneste jordstykke mellem midterste del af Kjeldbjerggård og fjorden.
Der var kun et tilliggende på 3-4 td. land og Poul Jakobsen lagde så et lignende stykke jord fra Kjeldbjerggård til, så det var muligt at få opfyldt den drøm han havde, om på sine gamle dage at komme til at sidde i ro og mag på sådan et lille ’’sted” med 4 køer og en hest. Men det viste sig hurtigt, at når drømmen blev til virkelighed var det noget helt andet. Han havde nu ikke anlæg for husmandsdrift, og det viste sig også i løbet af det første år, at det var for tidligt at tage dette skridt, tilmed da der endnu var tre ukonfirmerede børn. Året efter købte han så sammen med den ældste søn, Jakob, som i øvrigt var forpagter af hans farbror Peder Jacobsens præstegård i Gamborg på Fyn, gården Damgård i Ø. Hvidbjerg.
Kjeldbjerggård fik en del af det tillagte jord tilbage, men ellers bibeholdtes den lille ejendom, som benævntes Lille Kjeldbjerg, foreløbig. Det var den gang trods en afstand på 4 mil en gennemgribende forandring at flytte fra slægt og venner og barndomsegn, særlig gjaldt det Kirsten Marie, som var meget steds- og slægtsbetonet. Yderligere svært var det for dem, som var udpræget grundtvigianere og friskolefolk. Det, at skulle sende deres børn, de yngste, i kommuneskolen eller statsskolen, som man kaldte den, var noget af en selvovervindelse, selv om det viste sig, at læreren i Ø. Hvidbjerg (Fredskild) var en overordentlig flink og frisindet mand.
”Udflyttertiden” varede dog også kun to år idet det lykkedes at få ordnet et salg af Damgård og derefter en byttehandel med Lille Kjeldbjerg med den 100 tdr. land store ” Frederiksminde” i Tøving. Ejeren af ’’Frederiksminde”, som han byttede med hed Thomas Østergård og ved at læse det nye tillæg om Skjoldborgslægten kan det have interesse, at han var fra Østergård i Silstrup, hvorfra en datter var gift med Poul Jensen Skadholm i Skjoldborg. Frederiksminde, der med sin beliggenhed næsten midt mellem Gullerup og Frimenighedskirken i Ø. Jølby snart blev en kær bolig. Tillige var der også her en meget stor have med tilsluttet ’”plantage”, på over et par td. land i alt.
Ejendomsfællesskabet med sønnen Jakob opløstes, og denne købte en lille gård i Bjergby. I de følgende år havde Jakob et par større gårde som Vilhelmborg ved Thisted og Østergård i Fjallerslev, hvilket særlig med den første verdenskrig gav en stor formuestigning, i hvert fald på papiret. Han var under krigens begyndelse bleven ejer af Møllehave i S. Dråby - til dels Sejerslev. Han tænkte nu på at sælge denne gård til de store priser, hvilket ville medføre at han kunne betale Frederiksminde til bunden om nødvendigt, og handelen med denne blev gennemført i 1922, men det blev ikke til alvor med salget af Møllehave, før efterkrigstidens økonomiske krak samme år som en flodbølge gik hen over landet. Bankerne krakkede og udlån skulle inddrives. Ejendomsprisen faldt katastrofalt hurtigt og da det var håbet at krisen kun var midlertidig, fandtes det at være det mindste tab at videresælge Frederiksminde. At det også måtte anses for tre gange så risikabelt at beholde den tre gange så store Møllehave blev måske ikke betænkt i samme grad, som det øjeblikkelige større tab ved salg af den så meget større gård. Dertil kom at det i hvert fald var lettere i den akutte krise at finde pengestærke købere til en gård som Frederiksminde. Poul og hans kone købte en byggegrund fra dyrlægeboligen i Ø. Jølby, og blev derved ikke blot nabo til deres søn Johannes, men også til deres nabo gennem årene på Frederiksminde, nemlig Poul Riis og kone. Ø. Jølby var i det hele taget en by for gamle, særlig dem der var tilsluttet frimenigheden, og som på deres gamle dage gerne ville bo nær kirken. Få år efter flyttede for øvrigt også søstrene plus mænd Stine og Kr. Lynggård samt Else og Peder Toft til byen. I nogle år holdt Poul griseso for dog at have rigtige husdyr, for selv om de også havde nogle høns var det ikke noget af interesse, men han sørgede for, at de fik en ”vis pasning”, for sulte måtte i hvert fald ikke noget dyr. På sine gamle dage fik Poul lært at læse romaner, og de måtte gerne være tykke, men ikke af de psykologiske, men af dem med handling, da jeg (Johannes Kjeldbjerg) lånte ham Greven af Monte Christo var han næsten ikke til at drive hjemme fra før slutningen var nået. Aviserne studerede han og politik var han ivrig deltager i. Han var efter sin eskapade med Agrarbevægelsen (halvfemsernes L.S.) på ny ivrig venstremand og særlig havde han altid været beundrer af I.C. Christensen, som denne var i sin begyndelse som politiker. Han var altså at finde på den venstre fløj af partiet, men Madsen Mygdals førerskab i 1920’eme var han imod, han kaldte det godsejerpolitik han førte. Foruden Morsø Folkeblad læste han også det Radikale venstre Morsø Venstreblad, der udgik fra Skive og redaktør Carl Hansens artikler var han særlig glad ved at læse. Ved de sidste par folketingsvalg han oplevede, stemte han vist på det Radikale venstre. I 1929 nåede Poul og Kirsten Marie at holde guldbryllup og som bevis på at far havde et blødt og barnligt gemyt fortæller mor, at hun greb ham i at ’’snyde”. Guldbryllupsmiddagen var arrangeret på loftet i deres hus hvor der i anledningen var tjældet med sækkelærred og pyntet på anden vis. De havde ellers aftalt, at de ikke måtte se ’’festsalen” før til festen, men om aftenen før ved sengetid, var far gået ud på toilettet og mor var da også gået ud i køkkenet og kikkede ud i bryggerset hvor loftstrappen fandtes. Da stod far oppe på trappen, han havde lige villet ’’kigge”.
Året efter fik han et anfald af bronkitis og lå syg nogle uger, men klarede det igennem, skønt noget svagere efter den omgang. Men humøret beholdt han og sin træpibe til lang (grov) tobak kunne han atter glæde sig over. Et par dage før sin 80 års fødselsdag d. 19 januar 1931 var han i færd med som sædvanlig efter middagsmaden at stoppe piben og havde fået tændstikken fat, men da faldt piben ud af hans hånd, han ville bukke sig og samle den op med den samme hånd, men det kunne han ikke klare, og prøvede da med den anden og det lykkedes at få piben op, og han vaklede hen til sin stol og ville på ny søge at tænde piben, men det ville ikke rigtig lykkes. Han lo af det og mumlede, at han ville gå ind og lægge sig lidt i sengen. Men da var lammelsen var så udbredt, at han ikke kunne rejse sig, og han måtte hjælpes til sengen.
Han nåede ikke at få røget den sidste pibe han havde stoppet. På sin firsårs dag et par dage efter, modtog han fødselsdagsgæsterne på sengen, og han kunne kende gæsterne og sige lidt, men i løbet af nogle dage blev han uklar. En lungebetændelse, som stødte til blev det afgørende og han døde d. 31. januar 1931 og ligger begravet på Ansgar kirkegård.
Da han flere gange havde udtalt sig imod de gravsten, som han kaldte "prangende” blev der som mindesten på hans grav anbragt en ubehandlet kampesten, som lå ved vejen fra Tøving til Erslev ved en mindre ejendom, man kaldte Stenholdt. Stenen lå med den spidse ende noget over jordoverfladen i kanten af vejen. Far var engang nær væltet ved, med god fart, at køre over den med det ene hjul, han havde da sagt til ejeren at den sten burde flyttes. (Det fortalte i hvert fald ejeren Andreas Bækhøj).
Når der er skrevet særlig udførligt om Poul Jakobsen er det selvfølgelig fordi hans liv kendes bedst, men det er også fordi det samtidigt giver et billede af det miljø hvori denne generation af slægten fra Kjeldbjerggård levede og virkede og var påvirket.


 
Jacobsen, Poul Christian - Kristen (I10)
 
896 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Povl Lynggaard Pedersen overtog føde- og slægtsgården Burhøjgård i Bjergby. Gift d. 5/4 1944 i Kirke Eskilstrup sognekirke med Valborg Eliasen f. 14/6 1922 i Steenstrup, Holbæk amt, datter af Morten Eliasen og Agnes  
Pedersen, Povl Lynggaard (I432)
 
897 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

På side 53 i slægtsbogen står der: Stine (som Inger Kirstine altid blev benævnt) kom som 2 års barn op til sin moster i Sundby, der var gift med Jeppe Jensen, og der boede hun indtil hun blev gift. Kun et halvt år byttede hun med søsteren Else, der som 16 årig kom op til mosterenn for at lære husholdning. Da Stine var en slags plejebarn hos sin moster, fik hun også dobbelt arv, nemlig 4000,- kr. fra hvert sted. Stine var noget stille af sig og talte ofte i små bemærkninger, men i intime kredse, ikke mindst blandt kvinder, viste hun dog glimt af humor. I optræden og livsførelse havde hun dog ikke taget ved lære af sin moster i Sundby, for det der kan siges at karakterisere Stine, var netop hendes jævne stilfærdige og bramfri væsen. Havde hun ikke haft sådant et væsen i forvejen, ville hun sikkert i den retning have været påvirket af sin ægtemand, Kristen Lynggaard, som hun blev gift med i en alder af 27 år. Kristen var søn af Lars Lynggaard i Bjergby, som det igen skal anføres,var bror til Jakob Mikkelsens første kone Inger Kirstine Pedersdatter (Lars og Inger Kristines far var Peder Mortensen Klitgård) Stine og Kristen Lynggaard boede først i en gård i Bjørndrup nær Nykøbing, men senere kom de hjem og overtog Kristens fødegård i Bjergby.Klitgårdslægten synes som karakter at have været påpasselige i deres pengesager og af et jævnt og bramfrit væsen, men måske nok i noget overdreven grad. Så det kan siges at de i nogen grad satte en ære i at optræde jævnt og bramfrit både i væsen og påklædning, så det nok med nogen ret har kunnet siges, at de var bondearistokratiske. I alle tilfælde kan det vist med rette siges, at hjemmelivet, hvor den prægedes af denne slægt, kunne betegnes som værende patriarkalsk. Hjemmet i Bjergby kan karakteriseres som konservativt, idet der holdtes på det overlevende og bestående, og det både angående slægten, gods og skikke. Kristen Lynggaard og Stine var dog blandt de førende i Øster Jølby Frimenighed og Friskolen, men holdt her også på det bestående. Når Friskolen havde Juletræ eller der hos Kr. Lynggaard var privat børnekomsammen, kunne han gå foran i leg og dans, og ofte tog han sin harmonika og spillede op. Men slig morskab måtte dog ikke gerne påbegynde inden Kr. Lynggaard selv gav bolden op. I hjemmet var husordenen underkastet husfaderens enevælde, og i sognet og Sognerådet må han nærmest betegnes som en slags sognekonge, men en stilfærdig af slagsen.
Jakobsen, Inger Kirstine (I31)
 
898 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Slægtsbogen s. 12-13 skriver, at som frier for Jakob Mikkelsen (et par år efter 1. hustrus død) tog P. Chr. Overgaard, Fårtoft, over til Thy, til Nørgård i Skoldborg, hvor der var et par unge døtre, som skulle se godt ud. Frieriet lykkedes, og den unge Ane Povlsdatter (bemærk V brugt her!) Nørgård f. 1825 måtte efter sigende opgive en tjenestekarl, som hun var forelsket i.
Tidl. i slægtsbogen er Povlsdatter skrevet med U, mens det fra stamtræ fra Elin/Birthe er med V.
Folketællingen i 1840 viser, at flg. var i husstanden: Poul Chr. Skadholm, 65, Gift Gaardmand, Else Jensdatter, 46, Gift, hans Kone, Jens Poulsen, 21, Ugift, deres Børn, Niels Poulsen, 20, Ugift, deres Børn, Maren Poulsdatter, 18, Ugift, deres Børn, Ane Poulsdatter, 15, Ugift, deres Børn, Kirstine Poulsdatter, 13, Ugift, deres Børn. Jens Ibsen, 26, Ugift, Tjenestekarl.

Om Ane står der senere i slægtsbogen:
Ane, som kom til Kjeldbjerggård, var af udseende ret køn, men hun hørte ikke til de kløgtige og langt mindre til de beregnende naturer. Megen undervisning havde hun ej heller fået, og da hun var godheden selv, havde hendes søster i hjemmet kostet med hende, som det passede hende. Som lille tøs måtte hun bl.a. vogte får i heden. Hun har fortalt, at hun foruden stok også havde en spade med. Det var til at aflive de mange hugorme, som fandtes der på heden.
Senere måtte hun også gå på andet udearbejde som f.eks. at sprede møg, men det var jo i øvrigt ikke ualmindeligt på denne tid, at kvinderne foretog dette arbejde.
Jakob Mikkelsen og Ane Povlsdatter var meget forskellige af natur og oplysning, og det kom frem i deres ægteskab.
Ane Povlsdatter var ikke nogen dygtig husmoder, hvorimod Jakob Mikkelsen var aktiv på alle områder og blandede sig derfor i husholdningen, ja tit dirigerede han mere end sin unge kone.
I ægteskabet fødtes der ret hurtig efter hinanden 8 børn, hvoraf de 7 levede.
Om det var på grund af skuffelser i livet eller det var på grund af sygdom i sin krop vides ikke, men sikkert er det, at Ane blev liggende i sengen et halvt år efter de fleste fødsler, ja i flere tilfælde var der ikke så langt igen, før hun skulle have den næste, når hun stod op af barselsengen.
Jakob Mikkelsen var meget politisk interesseret og var den første gårdmand i sognet, der blev venstremand.
Trods sin viden og i øvrigt gode anseelse kom han derfor ikke i sognerådet, da de allerfleste var højre eller imod de hersens venstremænd, som fandt på en del nyt.
De fleste af gårdene i Gullerup og Bjergby havde forskellige jordstykker liggende hist og her, hvilket Jakob Mikkelsen fandt var meget upraktisk, og det lykkedes ham ved flere handler at få det ordnet sådan, at jorderne til Kjeldbjerggård lå samlet.
Som nævnt undergravedes Jakob Mikkelsens helbred mere og mere af tuberkulose, og otte år efter den omtalte klokkebehandling blev han indhentet af døden i en alder af 57 år. Han havde i forsommeren været på besøg i skolen hos læreren og mentes at være blevet forkølet der. Han måtte gå til sengs for ikke at rejse sig igen og døde i slutningen af juni.
Jakob Mikkelsens var meget gode venner med sin nabo, Peder Ringgaard, og da gårdene kun lå fem minutters gang fra hinanden og med sammenstødende jorder på de to sider, besøgte de næsten dagligt hinanden. Sædvanligvis fulgte de hinanden halvvejs hjem, og ofte sås de ved skillevejen stå og tale med hinanden, før de gik hver til sit. Da Jakob Mikkelsens lå for døden, havde han besøg af degnen, til hvem han beklagende udtalte: “I dag har Peder Ringgaard ikke besøgt mig.”
Ane Povlsdatter var endnu ikke 40 år, da hun blev enke, og hun efterlevede sin mand i over 30 år, idet hun først døde i 1903. Man kan sige, at hendes livslod efter det ydre skulle være lykkeligt, idet hun blev påtvunget en enkemand og i de sidste 25 år sad som aftægtskone på gården, men man må erindre hendes føjelige natur, som betød, at hun uden modstand bøjede sig for andre menneskers vilje, samtidig med at hun i stort og småt kaldte tilskikkelserne for Guds vilje.
Som vi af det følgende skal se, fløj børnene fra reden og drog ud fra øen, og det blev Ane Povlsdatters livsglæde at følge deres skæbne og læse deres breve, som hun i øvrigt gemte som relikvier i sine dragkisteskuffer, så hun med mellemrum kunne tage dem frem og kigge i dem.
Om hun kunne læse dem alle sammen, er ikke sikkert, da hun langtfra var stiv i læsning og skrivning, ja det sidste kunne hun i al fald ikke på sine gamle dage.
På papirer, som er underskrevet i anledning af aftægtskontrakten og gældspapirer, ses det, at der ved hendes navn står m.f.p. (med ført pen).
Da sønnen Povl overtog gården, var det efter tidens skik en meget streng aftægtskontrakt, der måtte skrives under på, og det var meget nøje bestemt, hvad der skulle ydes både i penge og i naturalier og tillige, hvornår og hvor afleveringen skulle finde sted. Men Ane Povlsdatter var ingen streng kreditor. Hun fik i den østre fløj af Kjeldbjerggaard indrettet en bolig bestående af to stuer, køkken og spisekammer. I de sidste år af sin levetid flyttede hun dog ind i den ene ende af stuehuset.
Det kunne være vanskeligt, når en svigerdatter rykkede ind i en gård, og en endnu ret ung svigermoder skulle leve som aftægtskone, men min moder (Johannes K’s mor, Kirsten Marie Ringgaard), som fik svigerdatterens lod, siger, at der sjældent var vanskeligheder med svigermoderen. Ane Povlsdatter havde jo aldrig haft tøjlerne i hænderne, og havde derfor ikke de ellers almindelige vanskeligheder med at give slip på dem. Hun var nærmest ved at knurre lidt, når der skulle gøres hovedrengøring i lejligheden, da hun ikke kunne lide, at nogen rørte ved hendes ting eller flyttede på dem.
I lange tider levede hun højt på besøg hos børnene på Fyn, særligt børnene på Brændeskovgård, som i reglen var dem, der var af længst varighed. Da havde hun noget at fortælle os børnebørn, når hun kom hjem, og vi kom efterhånden til at opfatte denne gård som en slags eventyrgård, og der var jo også noget om det i virkeligheden. Stille som hendes liv havde været, blev også hendes død.
Hun ligger begravet ved siden af sin mand på Bjergby Kirkegård.  
Nørgård, Ane Povlsdatter (2.) (I24)
 
899 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Svend Jakobsen f. 1/4 1914 gdr. i Gullerup død 28/8 1988 gift med Anne Marie Lynggård Jensen f. i Flade d. 17/2 1915 død 6/8 2000. Datter af Søren Jensen f. 21/6 1878 og Oline Cecilie Pedersen Lynggård f. 1883. Svend og Anne Marie fik 4 børn. 
Jakobsen, Svend (I708)
 
900 Fra Slægtsbogen skrevet af Johannes Kjeldbjerg i 1962.

Taget familienavnet Kjeldbjerg i 1957. Han var først landmand i 6 år, senere kommunelærer og forstander for Ålborg Ungdomsskole. I 1962 havde skolen 1200 elever. Den største udenfor Kbh. Gift med Gerda Skibsted.

Andreas Mejlhede Kjeldbjerg fattede interesse for arbejdet med at udarbejde slægtsbogen, skriver Johannes Kjeldbjerg i forordet til bogen, og Andreas tilbød sin hjælp med at få afsluttet og trykt slægtsbogen. 
Sørensen, Andreas Mejlhede (I231)
 

      «Forrige «1 ... 14 15 16 17 18 19 20 21 22 ... 31» Næste»